Nytåret
Nytårsaften.
Nogen hader den, andre elsker den. Jeg er sådan lidt... jamen, jeg har ikke så stærke følelser for den, hverken negative eller positive.
Jeg har aldrig været den store festabe, men det er jo heldigvis ligemeget nu, når man er over 30, småfed og småbarnsmor. Der er ingen der forventer at jeg skal feste igennem. Så nu er den bare en hyggelig aften, som regel i gode venners selskab, med plads til børnene og en masse god mad. Vi køber aldrig fyrværkeri og vi går ikke ret meget udenfor. Der er også bedre udsigt fra altanen.
Og selv om det er en stor kliché, så synes jeg faktisk det er en meget god mulighed for at gøre lidt status.
Hvor har man været og hvor vil man hen? Især hvor vil man hen.
2010.
Min søster fylder 30 i januar (og mangler stadig en kæreste, så sig til hvis du kender en). Min Agnes fylder 2 i februar.
Mit job er under forandring. 2 går på efterløn, jeg får en ny nær kollega og måske skal nogle opgaver omfordeles. Det ser jeg frem til, for jeg kan godt lide udvikling (og indvikling). Rent fagligt bliver 2010 et utroligt spændende år for mig. Den nye nationale børnesite går i luften, og jeg er med i arbejdet. Og med BØFA kan jeg se frem til mindst en, måske to, spændende rejser. Helt fast ligger det med konference i London til maj. Ikke helt fast ligger den anden rejse, men det ved vi mere om i januar.
Jeg fylder 34 til juni. Jeg har tanker om at få en hund. Klara har mange tanker om at få en hund. Mange. Jeg skal købe en ny cykel. Og et nyt kamera (har julegavepenge).
Jeg skal have endnu flere timer sammen med alle de dejlige mennesker der er i mit liv.
Undtagen måske med min mormor, som netop er indlagt på hospitalet med lungebetændelse og diverse. 91 år gammel. Jeg kan ikke finde ud af, hvor ked af det jeg er. Den mormor jeg kendte og elskede har jo ikke rigtig været der i flere år, men altså - det er jo min mormor. Det er underligt og de siger, at de ikke kan gøre mere for hende nu. Jeg føler, jeg burde græde. Men måske er jeg bare for praktisk anlagt, og gemmer det til der rent faktisk er sket noget. Definitivt. Måske er det for svært at forholde sig til nu, og på afstand? Hun var glad og tilfreds i julen og det er egentlig sådan jeg helst vil huske hende.
Her giver hun oldebørnene en tur på rollatoren - til stor fornøjelse for alle parter
Juleaftensdag
Så er vi lige kommet hjem fra kirken. Det var en dejlig oplevelse i år. Ny præst, mindre salvelsesfuld, mere "husk nu, at størst af alt er kærligheden" agtig.
Men ret vanskeligt for mig, at bevare modtageligheden for det kristne budskab, når min søster sidder på min ene side og bider i sine neglerødder, og min datter sidder på min anden side og piller bussemænd og sætter dem fast under sine vinterstøvler. Fint nok at lade de små børn komme til os osv. men kunne de ikke pudse næse hjemmefra?
Og faktisk startede det allerede ude foran kirken. Vi stiger ud af bilen, foran den forsamlede skare af lokale - forældres venner, gamle barndomsveninder, folk man passede som babyer og som nu er højere end mig og har pircinger - den slags, ikke? Og så ringer kirkeklokkerne nok så lystigt, for det er lige ved at være starttid, og så udbryder Klara med sin klokkeklare, englerene stemme "HØR!! Det er ISBILEN!!"
Ak ja, hvad hjertet er fuldt af.
Og mit hjerte er fydt med duften af and, som steger. Og af det sidste afsnit af Pagten, som kommer lige om lidt. Og af Kristoffer, som jeg faktisk savner. Forkert at holde jul uden ALLE dem man elsker.
God jul til alle der har taget en pause fra madlavningen og sneget sig ind foran computeren. Tak for året der gik, jeg håber I får gode gaver og god mad og at alle arter sig, så I kan hygge jer og nyde.
For mange klejner
kan muligvis give mareridt.
I hvert fald, sidder jeg her alene, langt ude på landet. Og tænkte pludselig, at ai, men hvad nu hvis stoffer i virkeligheden slet ikke skulle på arbejde? HVAD nu, hvis han i dette øjeblik er i gang med at fejre jul med sin anden familie? Tænk, hvis han har en sød kone ude i Ishøj et sted, og tre små drenge, og de forstår ikke at han altid arbejder så meget, men sådan er det jo nok med en far der er borebisse... I det mindste kunne han denne jul være hjemme d. 22. og 23. og 24. indtil kl. 20.00
Hvor syret ville det ikke være?
Måske hedder drengene Gustav, Jesper og Valentin? Og de savner ham bare mega meget i hverdagen. Så derfor vokser de op uden en nærværende faderfigur og bliver forvirrede og rodløse og begår småkriminalitet og kan ikke finde ud af at knytte sig til et andet voksent menneske, så de dør ensomme og alkoholiserede på små kummerlige skurvognsherberger. Undtagen Gustav, den ældste, der vender modgangen til kampgejst og bliver nationalbankdirektør.
Der er historier alle vegne.
Sidste fredag, på mit arbejde, var der nogen der havde afleveret en bog. Ja, big surprise - not. Det sker jævnt ofte. Nej, det jeg ville sige før I afbrød mig med jeres kvikke kommentarer, var at i denne bog lå der et julekort. Som var fra 1989. Det var et kort skrevet af en ung pige, til farmor. Kortet indeholdt en undskyldning, fordi pigen ikke havde fået takket farmor tilstrækkeligt for den gave farmor havde med, sidst de sås. Og så lidt hverdags beskrivelser af pigens liv, hendes kæreste som hun ikke så ofte, men måske gjorde savnet deres forhold stærkere. Og en hilsen til bedstefar, som pigen håbede havde det bedre, efter at han havde mistet sin finger.
Jamen jeg siger jer - det var Den Næste Store Generations Roman, i et enkelt lille julekort. Jeg gemte det, for jeg tænkte at når nogen har holdt fast i det siden 1989, så ville de måske blive kede af at have afleveret det på biblioteket (husk - brug aldrig ting I elsker som bogmærker!) og komme tilbage efter det?
Der var så mange ubesvarede spørgsmål i den historie. Hvordan mistede bedstefar sin finger? Fik pigen sin kæreste for evigt? Blev farmor god igen? Eller gemte hun kortet som et minde om den sidste bitre kontakt med det utaknemmelige barnebarn?
Jeg håber, det ligger der endnu efter nytår. For jeg glemte det ude i skranken.
Julefreden
Jeg hører stadig det nummer med The Rumour Said Fire på repeat. Hele tiden. Min mor er ved at blive skør af det, og på den måde er alt jo som det plejede at være, da jeg boede fast hjemme. Noget af det jeg tydeligt husker, er min mor, der ofte mente at alt musik jeg hørte var "meget ensformigt". Har aldrig været enig med hende, for - det er det jo ikke. Gad vide, hvad hun så havde tænkt, hvis der havde fandtes techno og dance på sydfyn dengang... dét er da på en måde ensformigt. Mere end rock, altså!
Men hun slipper ikke, for i morgen kommer min speciale skrivende søster også til fyn, og hun har købt cd´en og SÅ skal vi virkelig høre det hele, på repeat. Så må min mor pakke Stig Rossen og julesangene væk!
Har været i Svendborg i dag, i fygesne og slud, men vi skulle købe julegaven til Klara fra mormor og morfar. Hun skulle have en rigtig skoletaske, som hun selv skulle være med til at vælge. Indtil nu har hun klaret sig med sådan en mindre rygsæk, men det blev påtalt til skole-hjem samtalen, at den altså ikke var stor nok. Jeg synes bare, det er lidt synd for de små børns rygge, at de skal slæbe så meget rundt. De har jo ingen bøger endnu, men jeg ved da af egen erfaring at: jo større taske, jo mere ubrugeligt lort. Jeg tør dårligt vende bunden i vejret på min egen taske pt. Tror det er lidt det samme med børn, bortset fra at det er værre for dem, fordi de også slæber rundt på rådne madpakker og sorte bananer. Gør jeg trods alt ikke.
Begge børn har nydt et karbad - hvem der dog bare havde badekar. Flexibath er godt, men efterhånden lidt for småt til en snart 2 årig og en 6½ årig. Selv med megen god vilje. Så har de spist opvarmet suppe, kogte æg og fiskefrikadeller. Agnes valgte at dyppe sin fiskefrikadelle i suppen, som de gjorde med brødet i år aftes. Yummi kombi.
Vi har bygget nisselandskab i vindueskarmen og ædt alle morfars hjemmekogte klejner. De er fandme også gode! Vi har også lavet konfekt, men marcipan har aldrig været min ting, så det får lov til at stå. Klara mente sagtens vi kunne drysse kagekrymmel på, så det er noget af det mest festlige konfekt jeg længe har set. Hun er total beskyttende overfor det og råber ad morfar, hvis han prøver at tage et stykke. Det er til jul!
Agnes ligger og sover sin lur, i sin varme pose, i barnevognen på den overdækkede terrasse. Jeg gad virkelig godt ligge derude. I den lækre pose. Det er min største drøm. En voksen str. voksipose og barnevogn, og så en daglig lur på 2-3 timer.
Om ikke så længe skal vi se Anne på Grønnebakken. SÅ ved man da, at det er jul.
Jeg er helt forelsket
Min søster sendte mig lige link til dette nr. De to med tamburinerne har hun gået i gymnasiet med.
Jeg er hooked! Nogen har måske hørt det i radioen, men den her live optagelse er mega meget bedre og jeg er helt - paf!
Det er jo klassisk smukt. Simon and Garfunkel-agtigt. Gammelt på en måde, så jeg næsten ikke kan tro, at de selv har skrevet det. Utroligt. Og det bliver bedre og bedre for hver gang man hører det. Jeg bliver helt fyldt af følelser og lykke og bobler med glimmer og verdenshistorien og børnene og livet og det hele suser rundt og fylder mig op, og musik er religion!
Hm, kan åbenbart ikke embede på fyn. Men lov mig at I finder den her så - GØR det! Bedste nummer nogensinde!
Juleferie
På fyn har de så fået trådløst internet. Så jeg kan bruge min mac alle vegne i huset. Fagre nye verden, her ude på landet.
Klara er forkælet og krævende og præteenager, Agnes er lille og hidsig og har lært ordet s l i k ... så det er nok en ret klassisk jule-familie-ferie vi har kørende her.
Kristoffer kører tilbage til Kbh i eftermiddag. Han skal på arbejde tirsdag, onsdag og torsdag. Ja, torsdag. Juleaften. Til kl. 20. Hvorefter han så kører herover og får reste-fest fra kl. 22. Skørt at have sådan et arbejde.
Heldigvis vil de vilde børn helst hænge på mormor, så jeg læser bøger og laver mad. Deres mormor har alligevel større tålmodighed med dem.
Jeg synes pludselig, der er meget længe til jul.
Hvor ironisk
med det topmøde om klimaforandringer og global opvarmning - og så er vi samtidig nogen der brugte over 2 timer på at køre en strækning der normalt tager 30-40 min. i går. Hvor er den opvarmning, når man har brug for den?
Gik ud af egen hoveddør kl. 7.35 med forventning om at være ved Klaras skole senest kl. 8.00
Brugte over 20 min. på at opvarme, skrabe og grave bil fri af sne og indkørsel. Med hjælp fra gentleman-agtig amerikansk underbo i 60´erne.
Kørte derefter 5 km i timen og takkede Gud og max mekaniker for vinterdæk. Nåede skolen lige 2 min. over 8, men der var kaos og alle kom for sent, så ingen bemærkede os. Hurtigt videre til vuggestuen, hvor Agnes blev afleveret i god ro og orden.
Omkring 8.20 begav jeg mig ud ad Jyllingevej, lige så langsomt som alle de andre.
Kl. var 9.57 før jeg nåede frem til der hvor man fletter ud på Hillerødmotorvejen. Det er en strækning på et par km., som normalt tager 5-10 min. at køre. Afkørsler og tilkørsler var så dårligt ryddet, så det gik fuldstændig i stå ved alle sammenfletninger.
Ud ad Hillerødmmotorvejen gik det ok, langsommere end normalt, men helt ok. I Hillerød kommune gik det ligefrem super - de rydder deres veje virkelig godt i den kommune. Men så snart jeg passerede kommuneskiltet til Gribskov lå der flere centimeter fastkørt og glat sne på hele kørebanen. Der så hverken saltet, gruset eller ryddet ud. Så det var med hjulspind op ad bakker og ind i rundkørsler. Men frem nåede jeg da.
Fik afholdt mus samtale, tog lidt vagt, og kørte så hjemad igen. Det gik ok hjemad, men der lå mange biler i grøfterne og der var stadig kø ved alle sammenfletninger.
I dag møder jeg senere og håber de har fået ryddet. Har sent fri og håber virkelig ikke, der kommer mere sne.
Kristoffer har også sent fri, så moster mette henter pigerne og tager hjem og hygger.
I går havde stoffer fødselsdag, og det fejrede vi med at putte børn kl. 19, efter at de var affodret med rester fra aftensmaden dagen før. Så spiste vi sushi foran en film og nød freden.
Og så starter juleræset synes jeg. Jeg mangler kun et par gaver, men de skal findes i dag. Og jeg har sent fri. Og i morgen skal vi til julefrokost, så jeg skal også finde tid til at stege en ribbensteg og lave en couscous salat. Og rydde op. Så vi kan køre på juleferie. Og vigtigst - komme hjem fra juleferie til et hjem der ikke ligner ragnarok. Det er ikke hyggeligt. (Og ps. hvis du er en tyv, så drop det, for underboerne er hjemme hele julen sammen med gæster og flere hunde. Og jeg tager alt af værdi med mig. Dvs mac, smykker og børn.)
Dit og dat
Nå, men så begynder jeg at få klager over manglen på indlæg. Tss, folk altså. Men de har jo ret, for jeg skriver for mange indlæg i hovedet - og beholder dem der - for tiden. Jeg er træt, jeg har travlt, jeg spilder min tid.
Men det er også fordi der sker mange ting.
Sidste onsdag f.eks. hvor jeg tog 4 børn på 6 år med hjem fra fritteren. Det endda aftalt spil, jeg havde selv sagt ja og vi havde også glædet os. Men du godeste, hvor var det hårdt arbejde. De var jo A L L E vegne og det virkede ret voldsomt på så lidt plads som vi har. Og de ... jamen, de hørte ikke EFTER???? Hvad sker der for det? Det er jo ellers virkelig søde børn, men måske flokmentaliteten tog over? I hvert fald var jeg ret glad da stoffer kom hjem. Og tog over. Og jeg gemte mig i køkkenet og lavede pizzaer. Men først gemte jeg wheelybug´en og bobles krokodillen i soveværelset, fordi en af drengene havde fået den geniale ide, at krokodillen fungerede fint som rampe, hvor på han kunne drøne ned af, med wheelybug´en... av mit trægulv. Undskyld underboer.
Lørdag var jeg på arbejde. Og kom hjem til et hus fuldt af gæster og æbleskiver. Stoffer har fødselsdag her d. 17. så det fejrede vi dér. Nogle af gæsterne blev til aftensmad og det var som altid helt utroligt hyggeligt og sjovt.
Søndag var kristoffer på arbejde. Da far kom hjem tog mor til betyrelsesmøde. Så hvis du er BØFA medlem og læser det her, så kan du regne med at se invitationen til forårets konference i din postkasse i løbet af ugen, for vi fik foldet og kovolutteret alle 450 styks. Yeah LONDON baby!
Jeg har også været på to kurser. Et i chicklit (som ikke gav mig noget, jeg ikke vidste i forvejen) og et om unge og biblioteker, som var virkelig inspirerende og brugbart. Klart en masse vi vil arbejde videre med, på mit biblo.
Jeg er også i gang med alle mulige jule projekter. Krea-hejs. Noget med papir og libertystof og fugle og laminering og perler og snor. Jeg kunne godt afsløre mere nu og her, men så ville jeg blive nødt til at jage jer allesammen og gøre jer tavse.
Sidste mandag var jeg inde og se New Moon igen. Det var 3. gang og det var sammen med de samme to tosser som de to første gange. Men nu er den film også ude af mit system. I stedet er jeg gået i gang med at læse The Host, Stephenie Meyers nye roman.
Og jeg læste den her ude til venstre. Laura Browns CO2 dagbog, 2015. Det er egentlig en ungdomsroman, men jeg er da ung med de unge og elsker at læse den slags. Den er spændende og troværdig og voksne kan sagtens læse den. Den handler om en helt almindelig teenager i London, som forsøger at holde fast i sit liv under de voldsomme ændringer som klimaforandringerne medfører. Det kunne seriøst godt være sådan det kom til at gå herude i virkeligheden.
I går havde jeg Agnes med inde i byen for at bytte et armbånd og købe lidt gaveting. Vi blev fanget mellem en demo med unge entusiaster og så de der 4 meter høje politifolk. Seriøst - hvor meget havregryn har de spist som børn??? Og skal man passe ind i en bestemt form for at få de jobs? Selv de kvindelige af dem var mega store. Nå, men det hele gjorde mig faktisk lidt utryg så jeg skyndte mig at tage metroen ud til forstæderne igen.
På arbejde har jeg travlt med at få forårsprogrammet på plads inden jul, og så har min børnebib-kollega besluttet at gå på efterløn og med restferie osv så stopper hun allerede d. 6.1. Det er da lige om lidt. Helt mærkeligt. Og totalt store sko, der skal fyldes ud dér, så jeg håber vi snart får slået den stilling op.
Så det er det. Travlt med travlt på.
Julegaveønsker 2009
Line efterspørger julegaveønsker i en kommentar til mit forrige indlæg. Ud over at hun dér forhåbentlig smider véd på julegavekonkurrence-bålet (I kan stadig nå at vinde - bare send løs), så prikker hun også til en slumrende dårlig samvittighed.
Jeg har nemlig i flere måneder brygget på mit ønskeliste indlæg. Det er jo nærmest en tradition, både til jul og til min fødselsdag. Der findes så mange lækre ting man kan ønske sig, og eftersom både mor, far og svigermekanik læser med, er det også tidsbesparende bare at skrive denne ene ønskeliste, annoteret og med links.
Så nu går jeg i gang med den. Og så tror jeg, at den måske bliver opdateret senere i aften, når ungerne sover. Lige nu leger de i fred og fordragelighed på Klaras værelse, men ak - den slags er som regel en stakket frist. Om lidt bliver de sultne/uvenner/opmærksomhedstrængende/våde/viklet ind i gaffatape/får puttet noget op i næsen eller finder på andre kreative tiltag, der kræver min absolutte tilstedeværelse.
Godt så. Ønsker.
Jeg kan jo godt lide keramik og porcelæn. Spørg mig ikke hvorfor, for der er ingen god grund, men det kan jeg altså. Elsker det. Så stor var glæden, da min svigermor forærede mig en tallerken fra royal cph. Elements og sagde, at så vidste hun jo også hvad hun kunne give mig mange år fremover. Genial ide, hvis I spørger mig. Men så har der været andre gaver og jeg har kun den ene tallerken. Så dem ønsker jeg mig flere af. Det er heller ikke så dyrt som mange af deres andre stel.
Men jeg kan også godt lide mere skæve og specielle ting. En mor jeg kender har startet egen biks, og heldige som vi er, så har hun HALV pris på alting resten af december. Det er japanske ting og de er meget smukke, mange af dem! Se selv hos Fabjab Galleries.
Jeg står f.eks. altid og mangler en god soyaskål med matchende tallerken, til min take away sushi (og ps. folk i Vanløse - den der kinarestaurant nede på Torvet har knaldgodt tilbud i denne md. 30 stk. for omkring 130 kr. (mener jeg det er)!!! Og det er en ok størrelse og god kvalli!)
Eller hvad med sådan en thekop? Så er det slut med, at de andre damer på arbejdet ikke kan kende dit fra mit og låner ens kop til deres klammo kaffe!
Jeg ønsker mig også bøger, igen i år. Heldigt nok er tre af mine yndlings forfattere ude med en ny roman. Sophie Kinsella, med Pige i tyverne. Jennifer Weiner, med Seje Piger. Og Lauren Weisberger, med Jagten på Harry Winston. Let og tøset underholdning, der kan klare afbrydelser, læsning under madlavning og en aften på sofaen.
Hvis nu jeg havde rige familiemedlemmer, så ville jeg ønske mig flere smykker fra Carré Cph. Elsker, elsker, elsker deres ting. Fik mit første par øreringe derfra i 2.g. og går stadig med dem flere dage om ugen. Jeg er helt vild med de armbånd de laver, i den her stil. Der er også et i guld med forskellige stene i, og et i sølv med sten i grønne nuancer. Men det her er da helt perfekt.
I flere år - ÅR - har jeg også ønsket mig denne ring i guld, med koral. Et frieri - måske - anyone?
Nå. Så var der de børn. Opdaterer senere. Hvis du ønsker dig noget der er værd at vise frem (vi gider ikke høre om elastiklagner til boksmadrassen og støvsugerposer) så smid et link i en kommentar!
So you think you can dance?
Mens jeg sidder her og ser trashy tv en fredag aften (og klipper og klistrer på en overraskelse i reklamepauserne) kommer jeg til at tænke på, at det er længe siden jeg har vist noget med Agnes. Og det er jo ikke fordi, der ikke sker noget! Tiden går bare, og så er mit kamera altså næsten gået i stykker.
Hun ikke bare tror, hun kan danse. Hun ved det. Og det kan hun. Pigen har jo altid haft rytme!
Og nu - 20 mdr. gammel, med en meget forfinet teknik:
Britt, for fanden da!
Apropos nisser så findes de tilsyneladende også i en mere menneskelig form. Først var der nissen fra Ålborg, der sendte mig en pakkekaldender. Og nu bor der åbenbart også nisser i Århus.
Britt, læser gennem fire år og sjælden kommentator, skrev den anden dag om en snak hun havde med sin kæreste. Han ville gerne vide, om hun ville betale for at læse min blog. Det ville hun gerne (men det skal hun ikke). I stedet har hun så sendt mig en julegave! ... og det beviser så også, at hvis man har læst med i længere tid, så ved man godt hvad jeg hedder til efternavn og hvor jeg bor. Adressen var i hvert fald rigtig og hun har ikke bedt om den på mail, selv om jeg for sjov opfordrede hende til det...
Heldigt nok var jeg hjemme i dag, fordi Klara klager over sit øre og var med en tur til ørelægen i formiddags. Så da det ringer på døren, regner jeg med at det er posten med den natdragt i uldfrotte, som jeg bestilte til Agnes den anden dag, fra Renleg. Jeg elsker de natdragter fra Engel. Så er der ingen kolde tæer!
Og jeg LØBER ned ad trappen, for jeg vil nå den post og have den natdragt inden weekenden, og jeg har også noget post som han skal tage med igen. De afleverede to breve her i går, til en dame på en helt anden vej, med et helt andet husnr. Om jeg fatter hvordan man kan omdele post så sløset???
Nå, men så står han dér, med TO pakker.
Og den anden var denne her:
Og så et helt vildt sødt kort med! Folk er SÅ SØDE! Og det er faktisk efterhånden en af de største årsager til, at jeg overhovedet blogger. Jo, jeg er glad for dagbogsdelen af det, og jeg synes det er sjovt at skrive. Men det sociale - mand, jeg kan slet ikke forklare det for folk, som ikke selv har prøvet det - det sociale aspekt er så mega stort, I drømmer ikke om det. Så når Britt skriver, at hun føler jeg på en sær måde efterhånden er en veninde hun kender, jamen så forstår jeg hende godt. Sådan har jeg det også med rigtig mange andre bloggere, og også med nogle af dem der bare ofte kommenterer og ikke selv har en blog.
Og så skriver Britt, at hun godt kan lide, at der ikke er så meget konkurrence omkring moderskabet her hos mig. Og det er nok rigtigt nok, for jeg er et udpræget IKKE-konkurrence menneske. Jeg går (og kommer tilbage når de andre har udkonkurreret hinanden, og så vinder jeg alligevel).
Meeen, hvis der nu skulle sidde nogen der virkelig har lyst til at konkurrere, så prøv om I kan overgå Britt i julegavepakkesending?!!? Jeg vil vædde med, at det kan I ikke! Britt styrer for vildt! Månedens læser!
Ingen overskrift passer til dette indlæg...
Oh my freakin´ God!!
Jeg ved godt, at jeg selv før har svinet nisserne og kaldt dem Djævlens små røde advokater... men altså - her er så beviset for, at der altid er nogen, der er længere ude end en selv... en Nåsåer! I levende live. Meen jeg synes nok sammenligningerne med hitler og børneporno er lidt stygge...
Skaber klæder folk?
For nogen tid siden fik jeg den der bog "Hvad klæder mig" af tekstilgrevinden Christina Wedel. Den er fuld af tips og tricks til, hvordan man kan optimere sit klædeskab og lære at få sine gode sider frem og elske sig selv som man er.
Det synes jeg jo er fint. Det er en god tanke. Smart bog.
Hvorfor, spørger jeg så, skal man så støde på den her sætning: ”Mænd hader fjollede, rundsnudede Minnie Mouse-sko.” (s. 25)
Hvis jeg skal elske mig selv, som jeg er, hvorfor skal min mand så ikke også elske mig, som jeg er? Hvorfor skal mænds mening overhovedet blandes ind i mit tøjvalg, hvis selvtillid og egenglæde er det nye sort? Jeg har heller aldrig nogensinde haft behov for eller lyst til at tage en kæreste med ud at shoppe. Det ville da fuldstændig ødelægge min fornøjelse, hvis sådan en skulle stå der og trippe utålmodigt og komme med sine amatøragtige vurderinger.
Nu bliver det med skoene så heldigvis ikke noget problem for mig personligt. Jeg har nemlig en rigtig mand, og han ville ikke genkende en rundsnudet Minnie Mouse-sko om den så sparkede ham i røven.
Han er mere typen med det der overordnede blik a la ser hun ”lækker” ud, ”pæn” ud eller ”smart” ud. Ud fra hele pakken. Jeg har aldrig nogen sinde hørt ham tale om mine sko, ikke de flade ande-angulus, de slidte sneakers, mine millioner af klip klappere, nej ikke engang i de gode gamle MJ dage. Kun hvis jeg spørger direkte, så siger han naturligvis, at det er de flotteste sko han nogen sinde har set. Han er jo ikke suicidal.
Det er faktisk værre den anden vej rundt. Jeg har da engang fået et hissyfit fordi han forsøgte at tage brune sko på, til et sort jakkesæt. Jamen herregud, jeg synes da, jeg gjorde ham en tjeneste ved at påpege det, han skal da ikke tage til store familiefester og blive til grin, vel? Jeg redder ham jo bare fra fnisen i krogene. Sådan så han ikke helt på det, for det var jo nogle fine sko og et fint jakkesæt og så måtte det da være godt nok, mente han.
Nå, vi er ude på et sidespor.
Jeg synes, det er en god og praktisk anvendelig bog. Hvis man gør, som den siger, så kan man rent faktisk få ryddet rigtig godt ud i sit tøj og måske få større glæde af det man har tilbage.
Jeg er personligt vildt dårlig til at gøre, som bøger siger. (undtagen hvis det nu var en Twilight-bog, og den sagde jeg skulle være kærester med Rpatzz - så hørte jeg efter!) Jeg ender nok med at gemme denne her i samme bunke som Spis det rigtige /spis ikke, på den rigtige måde – selvhjælps-bøgerne. Og så sætter jeg mig over i sofaen i mine hjemmesyede joggingbukser (af libertystof, dog) og drikker noget mere faxe kondi og ser mit yndlingsprogram om en anden adelig der ordner andres liv, nemlig dem med Baronessen der flytter ind. Og vupti tager far sig sammen, kommer ind i kampen, frier og begynder muligvis at lægge mærke til sin hustrus sko. Mand, jeg elsker de programmer.
Hvis jeg kunne få både Baronessen og Tekstilgrevinden herud, SÅ skulle der nok ske noget. De burde lave en form for pakkeløsning. Mindre kunne ikke gøre det, tror jeg, hvis jeg nogen sinde skal komme i bund med mit skab.
Og dog, jeg tror faktisk jeg vil prøve at starte med bogen og min søster som beslutningsdygtig bisidder, så jeg ikke ender med at beholde alting pga minderne. Som f.eks. de gule levis jeg købte på midtfyens festival og ikke har kunnet passe siden 3.g. DEM beholder jeg forevigt. Det ville en milliard adelige eksperter ikke kunne ændre på.
