Ikke inden 18
Hvis nu man var Brite med stort b, så undlod man at starte med sine gin-tonics inden 18, ikke? For ligesom at holde på formerne.
Men jeg har masser af former, og de holder tilsyneladende sig selv ganske godt, og hvis jeg skal gøre noget aktivt for at holde på dem oven i, så skal jeg give los før 18.
Og det gør jeg så. Jeg indtager nu sukker før 18. Faktisk før 12, som ellers var min grænse. Kl. er 10.51 og jeg sidder på arbejde og spiser after eight kugler og drikker faxe kondi.
Så er det sagt. Hele den grimme sandhed, ud i det åbne.
Men jeg er så træt. Utroligt træt. Og når jeg sådan giver mig selv lov til at tænke nærmere over, hvorfor, så er det egentlig ikke så mærkeligt. På en god nat, får jeg 4 timers søvn i streg. Og sådan har det været i 1,5 år nu. Der er heldigvis langt flest af de gode nætter, men 4 timer er stadig ikke meget.
Agnes falder i søvn omkring 19-19.30, og når der ikke er noget der plager hende (snot, tænder, hjernens udvikling, livet generelt) så sover hun igennem fra 19 til 04. Men jeg er jo en frihedselskende lystbetonet idiot, så jeg går ikke i seng kl. 20. Jeg skal da liiiige... sidde lidt foran fjerneren, snakke med min kærst´, sy nogle liberty kugler, sy en patchwork bold til baby der kommer på besøg i dag, stene lidt på nettet (jeg læser alle jeres blogs, men jeg får altså ikke kommenteret. Undskyld. Og nej, DFO, det er ikke en smart ide med to opvaskemaskiner!) Nå, men jeg skal bare være mig, alene, i nogle timer.
Og før man ved af det, er kl. midnat og jeg vælter i seng. Og ligger vågen lidt og ommøblerer inde i hovedet. Indretter nyt børneværelse, bekymrer mig om økonomien, tænker lidt på pigen der døde i bilen, planlægger hvad vi skal have til aftensmad i morgen, beslutter at begynde at løbe - i morgen - tænker at jeg skal have ringet til Anna/Maria/Marie/Malene/Maya/Katrine/Caroline/Mette/Anders/indsæt selv dit eget navn, hvis du synes, jeg burde ringe til dig. Og jeg beslutter at gøre alt det - i morgen. For nu er det jo midnat og alt for sent.
Så falder jeg i søvn, og så vågner jeg straks efter igen og hvis det er lyst nok, så får Agnes lov til at morgenbabse, for jeg er slet ikke frisk nok til at nægte nogen noget. Så mosler Agnes rundt indtil 6.30, hvor vi lytter til Stoffers vækkeur der ringer i 10 min. inden han vågner og slukker det. Så står han op, med Agnes, og jeg ruller om på maven, med armene ud til begge sider og fylder hele sengen i en form for bevidstløs turbosøvn, der kan vare alt mellem 5 og 20 minutter, afhængigt af om jeg er nødt til at stå op og tage bad eller ej.
Så tager jeg på arbejde og smiler og henter, så hjem, så mad, så godnat. Så forfra. Om og om igen.
Så derfor, vil jeg sy 20.000 libertykugler om md. og gå hjemme og sove til middag. Eller noget andet. Bare de dog indførte efterløn for 33 årige. Eller barselsorlov indtil dit barn sover fra 20-08, lige meget hvor mange år det så end tager. Eller systemet med Aflastningspartneren. Jeg skal have taget patent på det og sat det i gang. Der er mere brug for det end nogensinde!
Strøm
Ja, strøm har vi vel i og for sig, men internetforbindelsen er det så som så med. I morges fik jeg så endelig ringet til yousee og fejlmeldt himstregimsen. N E J, hvor var de kede af at høre om det! Det var virkelig mærkeligt, sagde de. Og de ville sende en tekniker ud inden for 2 hverdage. Men jeg er altså den skeptiske type, så jeg var lidt sådan yeah right... men nu er det allerede internet igen. Har teknikeren været der? Jeg ved det ikke. Har de truet mit net? Måske. Var de bare kommet til at unplugge mig under en vild fredagsbar? Muligvis. Men nu vil jeg skynde mig at skrive en masse indholdsløst pladder, så længe jeg har muligheden.
Jeg har billeder der brænder efter at blive vist frem. Se her - Styrmand Agnes på sejlerferie:
Og tjek for fanden da lige de krøller ud! Jeg har aldrig nogen sinde set noget så NUTTET! Jeg vil bare æde hende, hver gang jeg ser dem. Jeg ville dø, for at have sådan nogle krøller. Håber hun får lov af naturen, at beholde dem...
Og en weekend der skal fortælles om. Jeg var jo på Fyn. Kørte intet mindre end 239,5 km. i alt, bare for at sidde og nørkle og sladre i selskab med andre blogdamer på stoffer. LibertyLis lagde hus til, og der var ganske vist enorme mængder Liberty til stede. For en formue, faktisk. Imponerende. Og så var der Trine og Christina, og de var så søde og alting var så hyggeligt, at jeg fik det helt dårligt da Trine pludselig spurgte, om vi var klar over at klokken var halv fem. WTF-oplevelse. Skal da lige love for, at tiden flyver når man morer sig. Og jeg ville slet ikke hjem, jeg ville blive. Jeg vil bo på fyn, og nørkle og grine i døgndrift. Jeg vil sige mit job op mand! Og sy kugledimser full-time! Lis vil give en kr. pr. styk, så jeg skal bare nørkle omkring 20.000 kugler/md. for at kunne leve ok af det. Husene er jo billige på Fyn, ikke?
Nå, men jeg har lavet kugler ved hjælp af plastik skiver, som jeg ikke kan huske hvad hedder, men som jeg skal have købt mig. For de er enormt fancy og jeg har tænkt mig, at der nu skal være liberty-kugler på alt vores tøj. Alt. Også kristoffers. Jeg kan dække alle hullerne i hans sokker med libertykugler. At han så ikke kan have sko på, er en lille pris at betale.
Desværre var der en del, der meldte afbud. Men de kommer med næste gang. Og egentlig er en lille gruppe også rart. Så får man snakket mere, og alle de personlige semi-hemmelige historier kommer ud af skabene. Åh jo, de gør.
Familieliv
Efter en arbejdsdag fra 9 til 16, hvor det ikke lykkedes mig at finde mere end 3 ud af 10 ting folk efterspurgte, kom jeg hjem og fandt et kvart stykke toastbrød under sofaen i stuen. Jeg ved ikke, hvor længe det har ligget der.
I stedet for at samle det op, låste jeg mig inde på toilettet og så på mænd i det nye efterårskatalog fra HogM.
Efter at have bespist og puttet to usamarbejdsvillige børn, har jeg nu bagt to plader muffins til den ældstes sidste dag i børnehaven i morgen.
Nu ser jeg You´ve got mail.
Jeg samler toastbrødet op i morgen. Godnat.
offline
I flere DAGE nu, har mit internet derhjemme været mere ustabilt end mænd generelt i start 20´erne. Den ene dag er det der for fulde hammer, den næste dag ved det ikke rigtigt og den tredje kan man slet ikke få forbindelse, og det er som om det aldrig nogen sinde har eksisteret.
Jeg er meget utilfreds. YouSee. Skam jer. Hvad er det for en måde at drive forretning på?
Og apropos mangel på forbindelse, så troede jeg, den anden nat, at jeg skulle dø. Jeg lå i min seng og var ved at falde i søvn - en proces der godt kan tage lidt tid. Og så mærkede jeg et stik i min venstre arm. Og så tænkte jeg, at nu dør jeg. Og jeg blev virkelig ked af det, fordi jeg nu skulle dø uden at få sagt farvel til nogen, helt alene, midt om natten, mens mine uskyldige børn og mit livs lys lå intetanende og snorkede omkring mig. Jeg vendte mig om, og lå og så på Agnes og hendes smukke, rene ansigt. De ligner virkelig engle når de sover. Og jeg snuste til hende, og kyssede hende, og rørte lidt ved hendes hår, mens jeg ventede på at stikket fra armen skulle bevæge sig op til mit hjerte. Og så overvejede jeg, om jeg skulle vække Kristoffer, og sige, at jeg synes min søster skal flytte ud til dem, det første stykke tid efter at jeg er død. Bare for at de ikke skal være alene. Bare så der er nogen, der kan tage lidt hånd om dem, mens de sørger. Måske skulle de gifte sig - det ville være det bedste for mine børn. Min søster er jo mig, bare anderledes.
Nå. Men jeg døde så ikke. Jeg faldt bare i søvn.
Men der er åbenbart en eller anden sårbarhed der lige skal markere sig for tiden. Jeg er helt ude af flippen hvert andet minut, og må virkelig sortere i, hvilke informationer jeg kan tåle. Jeg tænker stadig dagligt på den baby der døde i bilen.
F.eks. læste jeg en bog i ferien, der hedder Vejen og er skrevet af ham der amerikaneren, Cormac McCarthy. Den er virkelig godt skrevet og meget medrivende. Jeg købte den totalt. Troede på det hele. Kunne mærke historien inden i. Og så er det rimelig dumt at sidde i et isoleret sommerhus på Falster, og ende dér hvor man stort set forventer at horder af babyædende voldsforbrydere om et øjeblik kommer snigende rundt om hushjørnet. At apokalypsen indtræffer NU. Og vi har bare slet ikke fået købt nok dåsemad ind, eller batterier eller stearinlys. Vi er ikke FORBEREDTE! Det er bare det værste der kan ske, for en gammel spejder som mig!
Og så har jeg fået læst de to første af de der vampyr-teenage-kærligheds bøger. Ikke så stor kunst, nej, men ok ferie underholdning. Og jeg går i hvert fald ikke udenfor mere. A L D R I G! De er jo derude mand, de venter på mig med deres kolde blikke og hugtænder og smag for blod. Var det så bare en af de mere hotte unge mandlige indianer-varulve, så ok... de virker som nogle snitter!
Liberty Lis - det første stof er altid gratis!
Men jeg tror, hun måske får procenter fra Liberty? For den kvinde kan da godt nok få alle med på den småblomstrede stofvogn. Heldigvis ryger vi ikke blomsterne og stofferne gør os ikke høje. Bare glade. I hvert fald mig. Jeg bliver glad af blomster.
Således vil jeg virkelig gerne vinde Lis´s giveaway. Jeg tror, jeg ville bruge den til mine hverdags smykker, som tit ender i en taskelomme. Eller til min iPod. Eller til småmønter.
Nå, men et eller andet sted, har jeg allerede vundet. Næste weekend tager jeg nemlig over og besøger Lis, sammen med en del andre kreadamer på stoffer. Og så skal vi være kreative, drikke kaffe (eller, princippet kaffe... jeg skal drikke noget andet) og grine. Regner jeg med.
Og for at det ikke skal være all hat, no cowboy (all talk, no action) vil jeg lige vise, at jeg faktisk har syet noget andet end bukser nu.
Liberty patchwork sofapude. Yay! Den er Agnes´s yndlings og hun slæber rundt på den og ligger sig ned på gulvet på den og siger aaaahhhh, hele dagen. Den lille runde er med Liberty silke, og er købt i Creme de la osv. på udsalg for nylig.
Lidt kunst til baby
Så var det, at jeg for første gang i de 3 år vi har boet her nu (gisp, er det 3 år?) skændede væggene. Mine hvide, oppudsede, filtede, malede vægge. Det dyreste i hele lejligheden! Lavet af rigtig maler. P Æ N E! Og jeg har ikke villet hulle dem. Så ting er kun hængt op med tape (børnetegninger i køkkenet) eller sat på hylder (alle indrammede billeder).
Og hvad var så det værd? Hvilken ypperlig kunst har fået mig til at bore 8 spidse tegnestifter ind i de jomfruelige vægge?
Yes, Minimega er det værd!
Når alle andre har ferie
er jeg på arbejde. Det er så typisk. Jeg ved ikke, hvorfor det altid ender sådan? Er jeg meget dårlig til at planlægge min ferie? Har jeg bare ikke forstået noget som helst?
Nu sidder jeg her og svder, og det er altså ikke fordi jeg på nogen måde vil klage over den ferie jeg har afholdt, for den foregik også i godt vejr, men det føles ... forkert ... at sidde her og svede helt alene. Man er også næsten alene på ring 3 om morgnen.
Ude i udlånet er jeg så ikke alene. Dér opholder alle feriegæsterne sig. Mand, det er sommerhusområde det her. Og de har alle sammen badetøj på og er viiildt laid back i klip klappere og røde næser. Og når de ikke er her, eller på stranden, så er de tilsyneladende i Netto? Jeg er i hvert fald holdt op med at handle dér - jeg kan ikke længere nå det i en frokostpause, med de lange køer der er.
Jeg siger bare, at jeg godt kunne bruge 3 uger mere. Det er det, jeg siger.
Suk
Mand, jeg har lige brugt 4 timer på at få Agnes til at sove. Det er jo helt skørt. Jeg tror, det bliver ret godt for hende at starte i vuggestue igen i morgen, og få kørt lidt mere energi af i løbet af dagen i stedet for om aftenen og på min bekostning.
Var på arbejde i dag. Eller;
Mandag morgen paa den gamle fabrik
Drejer en rørtang
Trækker et stik
Jeg' magtfuld
Flytter rundt paa noget savsmuld
Stempler ind klokken halv 7
Pragtfuldt
Solen skinner som altid
Arbejder halvtid
Heltid
Fuldtid
Deltid
Overtid
Kommunikerer med intercom
Sommer gik med sol og slik og rom
Vinter kom
Gaar paa job for min lomme er tom
- som nogen engang skrev.
Klara er stadig hos sin farmor og farfar. Jeg er begyndt at savne hende ret meget.
Hjemme - nu kun med et barn.
Okay, så er der nogen der prøver på at bilde dig ind, at det ikke er spor meget sværere at have to børn. Piece of cake. Man har jo allerede alting, siger de, og man er vant til at indrette sit liv efter et barn og man har allerede købt en station car og mistet de fleste af sine gamle venner. Så barn nr. to gør ingen forskel. Siger nogen.
Og det tror man på, indtil man pludselig står dér, med kun et barn igen.
Klara er fyldt 6, hun har tabt en tand og pakket sin skoletaske, og nu bor hun hos sin farmor og farfar i en uges tid. Eller "så længe de gider have hende", som aftalen officielt hedder. DE kalder aftalen "så længe vi kan undvære hende" og tror, at det er for vores skyld, fordi vi er pyllerforældre, der vil ringe hver dag og går rundt og bider neglene ned til knæerne af bar nervøsitet over om det nu GÅR???
Men jeg VED, at det i virkeligheden drejer sig om, at folk ikke tror, jeg mener det, når jeg siger at hun snakker så meget, at man til sidst har blod løbende ud ad ørerne. Når de opdager det, så sætter jeg mine penge på, at hun er hjemme senest torsdag.
Og faktum er, at når katten er ude, spiller musene konsolspil og spiser røde bøffer foran tv´et og glemmer at ringe til katten for at sige godnat. Ja ja, vi savner hende da virkelig. Det gør vi. Men vi hygger os også.
Det er MEGET nemmere kun at have et barn. Især sådan et lille et, der nok stiller krav, men som altid kan løftes op og fjernes, som ikke kan tale rigtigt og som man altid kan få til at sove. Vi har været længe oppe, set film, spist rødt kød som børn ikke kan tygge, været i IKEA og slapper generelt virkelig meget af. Man kan jo lige så godt få det bedste ud af det, ikke? Hjem skal hun jo nok komme igen.
Og jeg er næsten holdt op med at tænke på den baby i bilen, hele tiden. Næsten.
Tillykke Klara - 6 år!
Har slet ikke tid til at skrive. Kom hjem fra fyn og sejlads i øhavet i går og tager afsted til falster og sommerhus i dag. Skal pakke, pakke ud, pakke om, pakke ind og bage en kage. Lave vandmelon splashie (opskrift) og fodre børn. Skal også huske at vande krukker og tomater.
Og Klara har fødselsdag. Seks år. 6. ÅR. I dag. Min baby?? Om nogle uger starter hun i skole. I sidste uge tabte hun sin første mælketand. Om fem minutter kommer hun vel hjem med en eller anden rapper og jeg skal være mormor?
Ferien går godt, men alt for hurtigt. Jeg har fået smag for friheden og voldsavner min barsel fra sidste sommer. Overvejer seriøst (igen igen) at flytte til Avernakø eller måske en af de andre dernede. Bare fred og ro og ned i tempo. Arbejde med et eller andet hjemmefra.
Ville gerne have sat billeder ind af babyKlara og tandtaberKlara, men har skrigende Agnes, der allerede er træt og hjemmerapper, der er utålmodig og vil afsted. (Hvorfor pakker han så ikke bare? Og laver vandmelon splashie?)
Nå. Men hej hej. Jeg savner bloggen og kommentatorerne, men snart er det hverdag og livet i al almindelighed igen. Så kan vi kede os videre, sammen. Yay.
