Schhhyyy
- sig det ikke til nogen, men jeg er så stille fordi jeg... fordi... fordi jeg... ai, jeg kan ikke sige det... fordi... altså, det er bare fordi, det skete bare, ik?! Jeg ... jeg ...
Jeg strikker. Noget. Altså jeg s t r i k k e r ...
Jeg gik ned i Nørkleriet, fordi jeg ville købe et mønster til min mor, så hun kunne strikke en vest til mig. Men så var der den sødeste pige i verden på arbejde, og hun kedede sig muligvis, for hun gik helt amokka med mig.
Den strikker du da bare selv, sagde hun. Arrhh, sagde jeg. JO! Sagde hun, den er så nem, det kan du sagtens. Jeg slår lige maskerne op for dig!
Og vupti, fik jeg frakken af, blev sat i en lænestol og fik 122 masker slået op til en vest i str. Agnes. Vi valgte trods alt at starte i det små. Agnes sov udenfor i vognen, så det var fint at bruge en halv time dér. Og så fandt hun rundpinde, vi valgte noget garn og så strikkede jeg. Og det gør jeg endnu. Jeg måtte love hende at komme ned og spørge, når jeg når til det svære bærestykke. Og jeg måtte også love at vise hende det færdige resultat. Total god service!
Men altså. Så nemt er det heller ikke. Jeg har trevlet den op 2 gange, for at starte forfra. Fordi jeg vil lave en rib-agtig kant med 2 ret, 2 vrang osv, og selv om jeg er død omhyggelig og virkelig tæller og ser ordentligt efter, så bliver den ved med ikke at blive helt rigtig. Men nu tror jeg den er der, eller - det er den, så nu er jeg videre med selve vesten.
Men er det normalt at det snurrer sådan i fingrene? Som om de sover? Eller snurrer?
Og nu vi er i gang, så kan jeg lige så godt gå planken helt ud, og indrømme, at jeg har større ambitioner end som så. Jeg vil også sy. Yes.
Min mor har lånt mig hendes gamle Elsebeth Günther bøger, så nu skal der syes smækbukser og hjælm til Agnes, med patchwork. Der var udsalg på Stof og Stuff, så jeg har fået noget babyfløjl og lidt Liberty og liberty-look-a-like. Jo, fandme så.
Og jeg erkender blankt, at det højest sandsynligt er de sidste desperate barsels-krampe trækninger der driver mig ud i alt det her. Året er snart slut. NU skal alle de projekter jeg planlagde føres ud i livet! Sgu!
Noget er lykkedes!
I dag fik vi et brev fra kommunen. Jeg turde dårligt åbne det, da jeg så afsenderen. Jeg tænkte - det er sikkert bare en eller anden information, eller noget orientering eller noget der er gået galt eller sendt forkert.
Men det var det ikke.
Det VAR en vuggestueplads til Agnes!
I en af de to vi har ønsket oven i købet. Ikke den integrerede, hvor Klara går nu. Men den anden, rene vuggestue, som ligger lige ved siden af dér hvor Klara kommer til at gå i SFO fra til sommer. Perfekto! Det gode ved den anden er, at den er integreret og at vi kender personalet. Men det gode ved den vi har fået er, at den er lidt mindre, ikke skal igennem en sammenlægningsproces og vi kender folk der har haft børn dér, som taler meget varmt om den. Og altså så, at jeg fra til sommer kun behøver at parkere et sted når jeg henter og bringer to børn.
Og det er fra d. 15.2., så jeg kan oven i købet selv nå at køre hende ind, inden jeg skal starte arbejde d. 23.2. Det er så perfekt. Så lækkert. Og så behøver stoffer ikke tage al sin restferie nu, men kan gemme dagene til alle de sygedage der nok kommer, når Lillesen starter op i vuggeren.
Så nu vil jeg gå glad i bad. Og tage lettet og optimistisk ud og spise sushi sammen med maya og bagefter til fest hos min søster. Uden et åg af bekymring på skuldrene. Faktisk føler jeg mig mindst 20 cm højere?
Dårlig dag
Da jeg vågnede i morges, slog jeg øjnene op og tænkte, at det her var en rigtig skidt dag. Jeg havde ikke nogen rigtig grund til det, andet end den der betongrå mur der var udenfor alle vinduer. Lortevejr.
Men jeg var så sløv og utilpas (jeg vil ikke skrive depri, for så galt er det ikke, men altså...) og da Agnes var så venlig at gabe kl 09, snuppede jeg hende med i seng og tog en lur. Der er ikke noget som en lur med en baby. Det plejer at virke. Ikke i dag.
Og så læser jeg nyhederne, og ved at jeg har ret. Den der formel tog fejl. Det var ikke sidste mandag, men denne her fredag, som er årets værste dag. Og hele resten af dagen har jeg haft det her omkvæde kørende i hovedet:
Its been a bad day.
Please dont take a picture
Its been a bad day.
Please
Og det nytter jo ikke noget. Jeg står dér og tuder, mens jeg snitter rød peber til mørbradgryde, eller mens pigerne leger bag mig, eller mens jeg skifter en ble. Og kilder den lille mave. Og tænker, hvem ville dog stikke en kniv i så lille en mave? Jeg ville seriøst ønske, det ikke gjorde en så sårbar at have børn. Jeg har altid været følsom og haft fantasi nok til at sætte mig ind i andres problemer, men nu - det går bare ikke. Jeg er kommet til at tude hele dagen, hver gang jeg tænkte på det.
Tænk. Tænk, hvis det var min baby. Mine børn.
Så nu kan jeg ikke aflevere dem mere. Til andre. For man kan ikke regne med at de er sikre. Man kan ikke REGNE med det. Man kan gå ud fra det og håbe på det. Men man kan ikke regne med det. Så jeg tror bare, vi bliver hjemme de næste 50 år. Og bestiller alt over nettet.
Fotografi
Jeg har altid været ret vild med fotografi. Engang troede jeg, at jeg gerne ville være fotograf, men så vandt den skrevne fortælling alligevel over den visuelle. Men jeg kan stadig virklig godt lide fotografier, og især portrætter.
I starten kunne jeg bedst lide Anne Geddes, fordi jeg syntes det var så unikt den måde hun fotograferede de små babyer på. Og babyer - hvem kan stå for dem? Jeg vandt også engang en lækker fotobog inde på hendes hjemmeside - yay gratis præmie - lige indtil jeg skulle betale told og moms og den slags for at modtage den. Yay over 200 kr. for noget jeg egentlig ikke havde valgt at købe. Derefter var jeg ikke så vild med hende mere.
Så er jeg, og har længe været, ret vild med Anton Corbijn. Naturligvis fordi han har fotograferet flere af mine yndlings rockstjerner flere gange og gør det så godt. Jeg så en udstilling af/med ham inde på Vesterbro for nogle år siden og det var meget imponerende.
Jeg har også altid selv taget mange billeder, men af en mere svingende kvalitet. Jeg har heller aldrig fået investeret i et særlig godt kamera. Men det første kamera jeg fik, fik jeg i konfirmationsgave. Det var sådan et fuldautomatisk nikon, hvor man bare blitzede løs og ikke kunne indstille noget som helst. Det lyder som noget lort, men fakta er, at det kamera aldrig har taget et eneste dårligt billede. De er alle skarpe, i fokus, tilpas belyste. Det var et kamera man kunne regne med. Indtil der kom sand i det og nu virker det ikke rigtigt mere. Men jeg har det endnu.
Jeg har alle de der Verdens set fra oven bøger, jeg har Politikens 500 dage verden rundt, hvis nogen husker den rejse? Jeg har fotobøger med Danske Herregårde, Great Escapes, Verdens Regnskove, de bedste fra National Gepgraphic og min yndlings EVER fotobog; Material World - a global family portrait.
Dén læste jeg om i en avis for maaaaange år siden, da jeg boede hjemme og var teenager. Og jeg gemte artiklen, fordi jeg syntes det var sådan et spændende værk. Fotografen har rejst verden rundt og overtalt folk til at slæbe alle deres ejendele, møbler og familiemedlemmer ud på gaden foran deres hjem, og har så fotograferet dem dér. Så kan man virkelig SE forskellen i levevilkår. Der er masser af spændende links at gå om bord i, hvis man gerne vil vide mere eller købe den selv.
Selv fandt jeg den mange år efter jeg læste om den i avisen. Tilfældigt, i Politikens boglade. Jeg fik helt åndenød.
I dag var jeg så inde og blive fotograferet, sammen med alle mine piger. Klara, Agnes og MosterMette. 2x2 søstre. Ad omveje havde jeg hørt om Amanda, der er i gang med et projekt, hvor hun vil fotografere så mange mennesker som muligt inden d. 4.2., med et gammelt gammelt kamera. Og det var da lige noget for mig. Så nu venter vi spændt på, hvad der dukker frem fra mørkekammeret. Og helt sikkert er det, at når jeg har fået sparet sammen, så skal de børn fotograferes derinde. For hun tager nogle rigtige gode billeder og dem kan man ikke få for mange af. Amanda kan heller ikke få for mange mennesker, så hvis du kommer forbi Turesensgade nr. 5, så smut ned og hjælp til. Det tager kun 2 min.
På vej hjem, kom vi forbi et andet galleri i Nansensgade, hvor jeg så at de snart åbner en spændende udstilling. NYChildren, som man også kan læse om i Politiken i dag. Det er en fotograf ved navn Danny, der i løbet af de sidste 5 år har været i gang med et stort projekt - og det er ikke slut endnu. Han vil fotografere et barn, fra hver af verdens nationer, i New York. Det er den slags jeg kan lide!
I disse krisetider...
Er det jo altid godt med en opfrisker - den er sendt rundt mange gange, så måske kender folk den. Den er stadig sjov.
Socialisme
Du har to køer. Du giver den ene til din nabo.
Kommunisme
Du har to køer. Staten tager dem begge og giver dig lidt mælk.
Fascisme
Du har to køer. Staten tager dem begge og sælger dig lidt mælk.
Nazisme
Du har to køer. Staten tager dem begge og skyder dig.
Surrealisme
Du har to giraffer. Staten opfordrer dig derfor til at lære at spille mundharpe.
Bureaukrati
Du har to køer. Staten tager dem begge, skyder en, malker den anden...og smider mælken ud.
Traditionel kapitalisme
Du har to køer. Du sælger den ene og køber en tyr. Din flok udvides og din økonomi vokser. Du sælger kvæget og lever resten af dine dage af overskuddet.
Moderne kapitalisme
Du har to køer. Du sælger den ene og presser den anden til at producere ligeså meget mælk som 4 køer. Senere hyrer du en dyr konsulent til at analysere, hvorfor koen faldt død om.
IT-Factory kapitalisme
Du har to køer. Du sælger tre af dem til dit børsnoterede selskab, fordi en bankgaranti overbeviser investorer om, at du i virkeligheden har fire køer.
Derfor trækker du foderet til fem køer fra i skat. Retten til at malke seks køer overføres via en bank i Polynesien, ejet af et skuffeselskab, som tilbagesælger retten til at malke syv køer til dit oprindelige selskab. Det revisorgodkendte årsregnskab fastslår, at virksomheden ejer otte køer med option på en mere. Du hævder, at du har en tyr, der får førstepræmie ved dyrskuet, hvorefter du sælger tyren og forsvinder.
En fransk virksomhed
Du har to køer. Du går i strejke og blokerer vejene, fordi du vil have tre køer.
En italiensk virksomhed
Du har to køer, men ved ikke hvor de er. Du beslutter dig for at holde frokost.
En russisk virksomhed
Du har to køer. Du tæller dem og når frem til, at du har fem køer. Du tæller dem igen og når frem til, at du har 42 køer. Du tæller dem igen og når frem til, at du har to køer. Du åbner en flaske vodka.
En kinesisk virksomhed
Du har to køer. Du har 300 ansatte til at malke dem. Du hævder, at du har fuld beskæftigelse og høj produktivitet. Du lukker den avis, der skriver det modsatte.
En indisk virksomhed
Du har to køer. Du tilbeder dem.
En australsk virksomhed
Du har to køer. Forretningen ser ud til at go fint. Du lukker kontoret og fejrer det med et par fadbamser.
En japansk virksomhed
Du har to køer. Du re-designer dem, så de kun er en tiendedel størrelse og producerer tyve gange så meget mælk. Du skaber derefter en manga figur og forøger din indkomst ved at lancere den som børnelegetøj over hele verden
under navnet Kokimon.
En irakisk virksomhed
Alle tror, du har masser af køer. Du fortæller dem, at du ikke har nogen. Ingen tror dig, så de bomber dig sønder og sammen og invaderer dit land. Du har stadig ingen køer, men i det mindste bor du nu i et demokrati.
Wiiiiiiiiii
Tillykke til mig - jeg har modtaget min pakke fra Minimega. Og tillykke til Sara fordi hun laver de F E D E S T E ting. Lækkert papir - jeg vil bare pakke hele min krop ind i det papir og gå klædt i det! Og flot design. Elsker de små fugle og elefanter. Så nu skal der sendes invitationer ud.
Fordi tillykke til Agnes. Hun fylder 11 mdr. i dag og er en rockstjerne! Hun øver som en vanvittig i at gå med sin vogn og står lidt uden støtte mens hun griner, fordi det tydeligvis er en herresyret oplevelse! Og om en md. fylder hun et år og der skal inviteres folk med flotte invitationer.
Og - sidst men ikke mindst - tillykke til min dejlige søster. Hun fylder 29 i dag. Og hun har håb, sushi og søde niecer. Hun er den bedste søster man kunne ønske sig, og jeg er taknemmelig og glad for det tætte forhold vi har. Glemt er dengang, hvor jeg jagtede hende med en meter lang spids istap. Eller dengang jeg slog hende i hovedet med en lommelygte. Eller dengang hun kastede et sølv smykkeskrin i panden på mig. Eller dengang hun rev hovedet af min yndlings barbie. Eller dengang jeg kom hyben kløpulver ned ad ryggen på hende. Eller dengang jeg narrede hendes bedste veninde til at spise kaninlorte ved at bilde hende ind, at det var rosiner. Eller dengang hun knækkede min sølvhalskæde. Og min anden sølvhalskæde. Og min tredje sølvhalskæde. Og min fjerde og min femte sølvhalskæde. Eller dengang hun rev alt det rene vasketøj ned, jeg netop havde hængt op for vores mor. Eller da jeg så jagtede hende bagefter og min mor gav mig skylden. Eller dengang hun langsomt spiste min bolchesut fra Zoo, ved at snige sig ind og slikke lidt på den, hver gang jeg ikke var hjemme og så pakke den ind igen.
Åh ja, der er intet som en søster!
Perspektiv
Hanne skrev en venlig kommentar til mit forrige indlæg om noget med teenagere, og at det er værre end at være mig (groft forenklet). Det har hun ret i.
Ud over mit 17. leveår, som var et af de absolut bedste jeg har haft, så var min ungdom ikke noget at råbe hurra for. Jeg gik nemlig og glædede mig helt vildt til jeg skulle nå hertil, hvor jeg er nu.
Så - imens Agnes lige spiser resterne fra gårsdagens aftensmåltid, der ligger under spisebordet - fordi kartoffel altid smager bedre tør, hård, kold og dagen derpå?? - vil jeg lige fastholde den tanke.
Kan være alle andre til festen er tynde. Kan være de er under 30. Kan være, de drikker sig mere fulde end mig, fordi de ikke skal hjem og amme. Kan OGSÅ være, at det i virkeligheden er dem, der er misundelige på mig.
Fordi jeg jo er så voksen (fnis) og hviler sådan i mig selv (mmuuaaarrhahahahahaha) og har fundet min eneste ene (en af dem i hvert fald) og har fået min uddannelse, mit job og mine to børn. Min kapitalpension og min realkreditgæld, som jeg kan trække fra i skat. Jeg har helt sikkert det fedeste køkken, den bedste kælder med tørrerum og egen vaskemaskine. Den mest børnevenlige, hyggelige, vilde have. De absolut smukkeste og mest geniale børn.
Og sådan som jeg husker mine sen-tyvere, så var det alle de ting jeg drømte om. Jeg var ved at kaste op af alt den frihed og al den ungdom. Okay, det var ikke i mine sen-tyvere, for jeg var tidligere ude end så mange andre og fik Klara da jeg var 27, men i mine midt-tyvere så. Mine midt-tyvere må svare til alle andres sen-tyvere...
Så måske skal jeg bare spænde hjælmen ind (og barmen op) og tage til den fest og træde i karakter, i stedet for i spinat. Og stole på, at det jeg har og det jeg er glad for, er fint. Fordi det er det. Og jeg vil ikke tilbage og være foruden.
Ikke engang i morges, da Agnes lavede lorteble kl. 5, kunne jeg tænke mig at være 24 og utilfreds igen.
(Og kristoffer stod jo op og tog den, så no biggie!)
blank
Hver eneste aften, når jeg ligger i min seng og venter på at babyen skal vågne og forlange at sove i min armhule, ligger jeg og tænker. Jo jo, den er god nok, det gør jeg rent faktisk.
Over masser af ting. Og mange af dem formulerer jeg i helt perfekte blogindlæg. Inde i mit hoved. Og de er så geniale, at jeg modstår min trang til at skrible stikord ned, på bagsiden af et dameblad og i mørke. For indlæg der er SÅ geniale glemmer man jo ikke bare sådan lige. Vel?
Jo, man gør. Når babyen beslutter at nu er det absolut morgen og ikke bare endnu en amme-snoozer, så er alting væk. Jeg er helt blank.
Jeg overvejer at stoppe det der nat/morgen amning. Men jeg gør det ikke. For hun er så glad for det og det fungerer fint. Jeg tror ikke, hun ville sove bedre uden.
Jeg har læst et eller andet sted, at det her (eller var det i går??) officielt er årets kedeligste dag. Især vejrmæssigt, vil jeg påstå. Det er meget januar-agtigt. Så jeg varmer mig på to tanker:
På lørdag skal jeg til fest-fest. Og ja, jeg er sikkert den ældste, tykkeste og mest mor´erede der kommer. Who cares - jeg drikker det væk!
Og så ser jeg de der programmer med Bonderøven på dr2. Og fornyer min lyst til drivhus, meget plads, høns og billig bolig. Jeg vil have det han har. Ud over at han er virkelig tynd (muligvis fordi han er så selvforsynende at han kun spiser det han selv dyrker, og der gik vist et års tid eller to før de fik geder og dermed kød?), så er han tilfreds. Og selvsikker. Sikkert ikke hele tiden, men han er sådan "min skæbne er mit ansvar" agtig og tager skovlen i egen hånd og foden under eget bord og den slags. Hvad så, om han kommer til at smadre Juno sengen med sin traktor? Han fikser den da bare med lidt spånplade! Dét vil jeg have mere af! Den der "hvor svært kan det være" gå-på-mod spirit.
Jeg tror, jeg trænger til at genfinde min karakter og så træde i den?
Rigdom kom til mig!
Inspireret af andre med held ud i det kinesiske overtrosområde, har jeg erhvervet mig en vinkekat. Så nu vinker den, omgivet af andre katte der er henholdsvis arvestykker, souvenirs og gaver. Har noget med katte.
Men er der nogen der ved, om der evt. er feng shui regler for, hvor katten skal stå, for at vinke flest muligt kontanter ind i hjemmet? Kan det betyde cashflow direkte ud af vinduet, hvis man placerer den helt forkert?
Et andet problem er, at der følger sådan nogle små røde skrift-sedler med, som man skal fæstne på den vinkende pote. Men hvordan?? Og hvordan ved man, hvad der står på dem? Tænk nu, hvis der sidder en fjollet kineser med en ondskabsfuld sans for humor dérude et sted og har skrevet ting som "mindre sjov og ballade" eller "ingen nattesøvn" eller "mere reklamepost til hjemmet" på de der sedler? Jeg ved jo ikke, hvilken en af dem, der står velstand velstand velstand på?? Kan godt være de rige har mange bekymringer, men det har de fattige æddermæme også!
Så nu prøver jeg mig frem. Så må vi se, hvad der sker...
Styr på garnet
For lidt tid siden vandt jeg jo i en give-away ovre hos Lis. Juhuu! Og jeg havde ellers ikke vundet noget siden 2.g. - hvor jeg i en random udtrækning i min bank vandt to billetter til en håndboldkamp mellem de lokale GOG og nogen andre fjolser i H2O sandaler. Folk der kender mig, vil vide hvor meget jeg hader og foragter håndbold. Men jeg inviterede skolens flotteste fyr med, så lidt godt kom da der ud af det.
Nå, men det jeg ville sige var, at den hårbøjle jo er ankommet med posten for længst. Men at jeg ikke har kunnet uploade billeder til picasa. Og når jeg bruger dem jeg har liggende er det ikke altid de bliver vist, så sig lige til, hvis I ikke kan se billederne. Aner ikke hvad dælen der foregår derovre!
NÅ! Men det jeg ville sige VAR, at det er den flotteste hårbøjle nogensinde. Og her kommer den, på verdens sejeste model MiniAgyness:
Dream on
Hvis nu man skulle giftes i en pæn kjole...
Nuuuåååårrrh, hvis det var den her fra Oscar de la Renta
...til € 4.888,51... så nok ikke (men Lis, skriv lige hvis du kan sy en lignende, evt. med noget Liberty stof inde over!)
Eller denne her fra Moschino - så skulle man være sådan rigtig fin sommerbrun!
Lidt billigere, € 1.020
Denne her kan jeg faktisk ret godt lide. Den ville jeg også få brugt igen og igen. En sort kjole, der er behagelig, kan man altid bruge! Enkel og elegant. Og endnu billigere - Catherine Melandrino, € 595
Og hvis jeg ikke havde mormor-overarme og slap amme-hud på brystet, så ville den her være så meget mig. Total glamour! Fra Marchesa, € 3.622,13
Hvad sker der for mig, med alle de sorte favoritter? Ligner mig egentlig ikke... Men jeg ville også være fin i den her, fra Stella Mccartney, € 1.780
Alle billeder og kjoler har jeg fundet på Net-a-porter.
Jeg var døv og lam, nu kan jeg se!
En af julens mange mange traditioner, er den store Julekoncert med Torvekoret. I år på Kultorvet i Kbh. Jeg kunne desværre ikke være der selv i år, men eftersom min søster synger i koret, er jeg kommet i besidelse af disse unikke fotooptagelser fra den fantastiske koncert.
Man kan læse mere om koret på deres hjemmeside og er man f.eks. bibliotekar på jagt efter den næste store underholdning, så kan jeg varmt anbefale dem. De gjorde i hvert fald julen på mit bibliotek uforglemmelig sidste år.
Læg mærke til den herlige fynske dialekt, og gæt hvem der er min søster?
F.eks.
Her er årsagen til, at jeg ikke får gjort rent. Jeg har SÅ travlt hele dagen med at kysse på de kinder og begrave min næse i den hals!
Og hvad nu, hvis det var hende, som lå der i ruinerne, ved siden af sin døde mor? Det kan man slet ikke rumme.
Julie 12 år spørger:
Lidt naivt måske, men here goes -
De der israelere? Hvad tænker de på? Tager jeg fejl, eller har de ikke selv en fortid og en historie, der er fyldt med tragiske hændelser, forfølgelse, udrydning, vold, krig, had, internering, blod, død og ødelæggelse?
Burde de, af alle mennesker, ikke vide, hvordan det føles?
Og hvorfor gør de det så mod andre?
Jeg er ikke mere naiv, end at jeg godt er klar over at tingene ikke er så sort/hvidt og bla bla bla og der er mange aspekter af sådan en sag osv, men helt ærligt - det kan godt være de andre startede (eller også gjorde de ikke) men de fortsætter jo så. Der skal to til en tango. Og jeg synes bare, med deres historie, at de burde udvise en større rummelighed?
Når jeg skal sidde og læse på Politiken, at man finder børn der ligger i live, men afkræftede sammen med deres døde mødre, så synes jeg bare man skulle overveje andre løsningsmodeller. Nu. Nogen er nødt til bare at stoppe, for det her er - og har jo været i mange år snart - skruen uden ende. Så nogen er nødt til at være de store og bare holde op. Nu. Børn skal ikke ligge alene sammen med døde mødre. De skal findes af redningsarbejdere og bringes til hospitaler. Eller allerhelst bare være derhjemme sammen med levende mødre. Det er sådan det bør være. Hvem har ansvaret for det mistede fokus?
Hvis og hvis
- min røv var spids - hvis bare den var... nå, sidespor. Det jeg ville sige var, at HVIS jeg nu skulle giftes, og det skal jeg ikke - eller, det skal jeg da en eller anden dag, men jeg ved ikke om stoffer synes han skal (men det skal han)... nå. men altså. hvis jeg nu skulle giftes, så kan jeg ikke forestille mig det der kirkehejs mere. Jeg er blevet for gammel.
Ligesom dengang jeg fyldte 25 og jeg tænkte at nu var mine modeldage ovre. Så var det løb kørt, og jeg nåede det ikke og så var jeg for gammel. Ikke et ord om de 160 cm og nogen for mange kg. Jeg var for gammel til det så.
Og nu er jeg for gammel til kirker. For gammel til hvidt. For gammel til kjoler, puf, silke, roser, ris og små puder med hjerter og flæs. Det har jeg også engang i en ophedet samtale råbt til stoffer - hvad venter vi på? Jeg bliver ikke kønnere. Ikke tyndere. Ikke spor bedre. Og nu er det løb kørt. Ingen hvide marengs hér.
Nu er jeg moden til rådhus og efterfølgende havefest, og måske er det i virkeligheden det vi har ventet på, for det er da SÅ meget mere afslappet og behageligt og normalt. Jeg vil ikke bruge penge på en kjole, et lokale og 57 platter mad til halvfremmede mennesker. Jeg vil på rådhuset, og så vil jeg hentes i en cykeltaxi og spise på billig restaurant med den nærmeste familie. Og så vil jeg holde en havefest. Sådan en hvor børn er velkomne, men mine skal passes for jeg vil drikke. Og der skal være kulørte lamper. Og en buffet-tag-selv-bord. Måske noget grill som en anden har ansvaret for. Og et dansegulv. Og ALLE mine penge skal bruges på at få HUSH til at komme og spille. For jeg kan KUN blive gift, hvis Dorte synger den her for mig bagefter
- den og alle de andre gode.
Nytårsaften
Fik jeg skrevet at jeg fejrede min nytårsaften i selskab med 3 tres årige, 2 syge børn og en helt almindelig mand?
Først lavede vi mad, men så skulle vi have forret og så blev min hovedret kold i mellemtiden.
Så spiste vi. Så skreg de syge børn. Så ville den ene ikke sove og den anden ville holde sig vågen til midnat.
Så spillede vi scrabble. På engelsk. Og drak champagne og hørte Bob Dylan.
Så blev det eeeeeeendelig midnat og vi væltede ud på vejen for at se de andres fyrværkeri. Og Klara, der havde holdt sig vågen med alene dette formål for øje, erklærede meget bestemt at hun ikke kunne lide det og gerne ville i seng nu. 00.05 sov hun.
Omkring 01 sov vi andre også.
Det var hyggeligt. Det var det. Men til næste år vil jeg gerne... noget andet.
Ai altså
Den der dokumentar der lige er startet på tv2, om de der børn der skal hentes i Etiopien og til Danmark og adopteres osv - den er dårligt nok startet og jeg tuder allerede helt vildt. Tænk at være de forældre dernede, som har HIV og derfor giver deres børn til nogle andre - det er da en god ide, jeg forstår dem godt. Men altså, kunne jeg det? Tror jeg ikke. Og det er jo store børn. De har minder og sprog og en hverdag der er rigtig god. De forstår da ingenting om, at deres mor (og far) er syg og giver dem væk. Hvorfor fanden skal verden være så hård?
Jeg bliver aldrig sådan en, der ikke vil tude over den slags. Jeg har alt for meget fantasi. Jeg kan L E V E N D E forestille mig, hvordan jeg ville have det, hvis jeg skulle give mine børn væk. Eller hvis min mor gav mig væk. Okay, det sidste er der ikke store chancer for længere, og skulle det ske, så får hun kamp til stregen. Man kan ikke forære en 32 årig datter væk med hendes gode vilje.
Tænk alligevel at elske sine børn så meget, at man giver dem væk. Elsker jeg så mine mindre, fordi jeg ikke tror jeg ville gøre det. Måske ville jeg gøre det. Hvis jeg boede i Afrika og havde HIV og ingen fremtid. Som hende der moderen siger, så længe børnene lever og har det godt, så lever hun videre gennem dem.
Noget helt andet er, at hvis de har fået HIV på samme måde som de fleste i Afrika får HIV, så er det ham manden der har været ude og knalde en eller anden tårnhøj blondine (i princippet)... og så er det hans skyld. Så hvis jeg var moderen så havde jeg fandme bebrejdet ham. Muligvis myrdet ham. Jeg havde i hvert fald ikke bare afleveret mine børn og så taget med ham hjem og lavet en kop the til ham, og så kunne vi ellers have HIV sammen og savne vores børn.
Men hvorfor skal verden være så hård? Det er da ikke i orden.
Jamen det var da så lidt!
Jeg synes, det nye år tegner rigtig fint. Især efter, at jeg og mine fæller jo i går aftes fik en personlig og varm tak fra HKM Dronning Margrethe II.
Hun nævner at vi alle er afhængige af hinanden og den hjælp vi hver især yder. Og at endelig "...gælder det de mange, som rundt omkring i stat og kommune skal bistå og vejlede deres medborgere i stort og småt. Deres indsats har vi alle grund til at påskønne, og jeg vil gerne på denne årets sidste aften sige dem tak for hvad de yder og ønske godt nytår." Hvis det ikke er mig, så ved jeg altså ikke hvem det er. Det ER mig. Så selv tak Dronning. Du ringer bare, hvis du får brug for noget informationsmæssig backup. Det manglede da bare.
Men spøg til side, så kan jeg især godt lide det hun sagde med, at selv om man har ret til at få det man får, så kan man da godt stadig sige tak for det. Det er der altså mange (ingen nævnt igen glemt) "brugere" af den offentlige sektor som godt kunne huske på. Selv om vi alle betaler vores skat, og føler at vi har ret til biblioteker, skoler, sygehuse m.m. så er det ingen undskyldning for at opføre sig forkælet og uhøfligt overfor de der yder den daglige service. Tal pænt. Sig tak. Lad være med altid at brokke dig og råbe op om, om vi ikke kan åbne en kasse mere (for vi er altså nogen der har sukkersyge!!).
Nå. Men så vågner man op til sådan et flot vejr, og ens børn har sovet ok længe - den var da over 8 i hvert fald. Og der er nybagte boller.
Og så har jeg vundet en hårbøjle! Med Libertystof på. Der skal nok komme billeder senere, når den når frem. I mine unge dage gik jeg utrolig meget med hårbøjle, fordi jeg ikke kunne klare at have alt det hår i panden og i øjnene. Og min søster drillede mig af uransaglige årsager rigtig meget med det. Hvorfor, kan man spørge? Hvor er dril-faktoren lige ved en hårbøjle?? Jeg mener, hun skulle da nødig snakke, med det mellemrum mellem fortænderne hun render rundt med... men sådan er børn jo. Og nu er vi voksne og hun bliver dødmisundelig på min hårbøjle, det er stensikkert!!
