Farvel 2007
Ja, faarveller, som nogen ville sige på Fyn. Mest omkring Fåborg. Og især når de stiger ud af en bus. For mig har 2007 været et udmærket år. Ikke spektakulært, men ret fint. Jeg er måske krævende, men jeg synes stadig der er plads til forbedringer.
2007 startede med, at vi endelig boede et sted med mere plads. Og som tiden er gået, så er det her Vanløse blevet til mere end blot plads. Det er blevet til hjem, og det er ret perfekt. Lyset i den her lejlighed er simpelthen ubeskriveligt nogen gange. Man kan stå inde i soveværelset og bare blive helt lykkelig af det. Og selv om det har taget lang tid at få det, som vi vil have det, så er alt tæt på nu. Selvfølgelig er det det - fordi vi nu skal til at tænke på at flytte igen om nogle år, fordi vi fylder flere mennesker på m2´erne.
I soveværelset fik jeg den seng jeg ville have - endelig sover vi ordentligt, efter 3 år på 120 cm alt for blød madras. Nu har vi 160, og det betyder at Klara kan komme snigende om natten og indtage smørhullet, uden at nogen føler sig generet af det. Det betyder også, at jeg kan sove uden frygt for stoffers vilde arme. Jeg fik også det skab jeg ville have. Og det betyder at mit tøj nu ikke længere ligger i bunker, flyttekasser, sække eller kælderen. Alt er orden. Og den slags betyder sært meget for ens sjældefred, synes jeg. Man kan ligesom bedre trække vejret i en lejlighed, hvor alle kan være der, og hvor ens ting ikke ligner noget et kæmpe tøj-monster har kastet op ud over hele soveværelset.
haha - kan I huske dengang, jeg vågnede om natten og blev bange, fordi der stod en dværg henne ved min soveværelsesdør og kiggede på mig? Og så var det ikke en dværg, det var bare vasketøjskurven og dens enorme dimensioner!! Det er fortid nu. Jeg elsker den vaskemaskine lige så meget som jeg havde sagt jeg ville. Og alle jer, som troede, det bare var dårlige undskyldninger, I skylder mig én nu - for det passede - jeg ELSKER at hænge vasketøj op udenfor når vejret er til det. Så problemet er det omvendte nu - vi har alt for meget rent tøj, og nogen dage aner jeg ikke, hvor jeg skal gøre af det. Og så er jeg nødt til at lade være med at vaske mere, fordi der ikke er plads til det! Jeg er endda begyndt at overveje at sælge nogle af de fine ting over trendsales, fordi jeg ikke synes jeg får dem brugt nok.
Jeg fik mit skrivebord og mit bogskab ind i soveværelset, og det har gjort at jeg ligesom synes, det er mit værelse nu. Der kan jeg være i fred. I starten af den her graviditet tilbragte jeg flere mdr. derinde. Det er det bedste rum i lejligheden. Nu skal der så indrettes babyhjørne, og det bliver ikke noget problem. Der er plads nok. Jeg tænker, at jeg vil markere det på en eller anden måde. Der skal være et rundt gulvtæppe, og måske nogle sjove wallstickers ved puslebordet. Eller måske skulle man tapesere det lille hjørne med det der firkløver tapet i lilla, fra Holly´s Baby? Det ville matche de nye sengelamper, som vi fik sat op i forgårs. Og så vil jeg gerne have de der blomster wallstickers over vores seng...
Det ville være fint, synes jeg.
Nå, men på en eller anden måde fokuserer mit nytårsindlæg meget på bolig i år, hvad? Kan heller ikke komme bag på mange, at mit hjem betyder meget for mig, jeg er trods alt sådan en der elsker at være hjemme. Og vi fik også nyt køkken! SÅ fint er det blevet, og vi er ikke færdige endnu. I skrivende stund står ham den anden nede i garagen og maler et klapbord der skal op på et lille stykke væg. Så Klara kan spise morgenmad i køkkenet, mens han smører madpakker. Og han maler hylder. Pæne, gamle hylder, som min far på mystisk vis gravede frem af sine gemmer, her i julen. Den mand gemmer alt!! Han minder mig om en eller anden... hmmm? Nå, men det er fine svungne træhylder, den ene med knager under. De bliver hvide, som væggene og skabene. Og så maler vi de gamle fliser over køkkenbordet med noget flisemaling i guld. Bliver også meget fint, det ved jeg. Så mangler vi bare at finde de rigtige lamper, i stedet for alle de tilfældige der står der ude nu.
Desværre betyder alle de forbedringer, at min utilfredshed med stuen er voksende. Den er pludselig helt utroligt stilforvirret i sammenligning med de andre rum. Er stadig glad for børge mogensen skabene og for sofaen. Og for ph lampen. Men er utilfreds med to hvide ikea bogreoler, alle de andre lamper og det lille bord som tv´et står på. Det skal der gøres noget ved i 2008.
Hvis der bliver tid, for det der baby-noget. Er meget spændt på den del af det nye år. Hvem ER det her menneske, som har lavet et blåt mærke på indersiden af min hud, i venstre side af maven, ved at sparke samme sted alt for meget? Hvorfor tror jeg, at h*n er mere mørkhåret end Klara? Og hvorfor har jeg så svært ved at tro på den scanning, som sagde det er en pige? Jeg kan ikke kalde den hun. Jeg tror, det er en dreng. Det giver ingen mening. Vil den minde om Klara? Hvem vil den ligne? Vil den også holde mig vågen i et år? Vil den også skrige, have ondt i maven og i ørerne og være sådan lidt high need agtig? Vil den elske mig lige så ubetinget, som hun gør? Vil hun elske den? Vil den blive lige så fantastisk og pragtfuld, som hun er?
2007 var også året, hvor min mormoster døde. Min mormors søster, der var barnløs og derfor min ekstra mormor. Jeg har tidligere mistet en farfar, en farmor og en morfar, men da var jeg yngre og jeg var ikke så involveret i hele processen. Og de var syge længe og man var forberedt. Og måske var jeg heller ikke så tæt på dem, som jeg var på mormoster, som virkelig var en enormt stor del af mit liv. Vi savner hende stadig, og tænker meget på hende. Selv Klara nævner hende, og bliver ind i mellem ked af det, fordi hun savner hende. Jeg tænker på hende, hver morgen når jeg tager hendes hjemmestrikkede uldsokker på. Når jeg kigger på bogskabet, som jeg arvede. Når jeg bruger de glas jeg fik. Vi har ikke som sådan billeder hængende, men det er jo heller ikke nødvendigt, for at huske folk man virkelig elskede. Dem har man inde på nethinden, man har dem på en måde i hver en fiber af sin krop, fordi de var en del af en. Man har dem i hjertet.
Nå.
Men der var ingen som friede i 2007. Øv. Plejer ellers at få et par frierier om året, men det var nok fordi vi boede på amager, og der var mange flere af de der typer, som er vilde med mig. Fulde grønlændere og narkomaner. De frier fandme altid til mig. Og så ham den fulde, pensionerede journalist i metroen, engang. Han friede også. Håber 2008 opper sig på det punkt.
Andre ting jeg skal blive bedre til i 2008 er; fortsat øve mig i at være ligeglad. Man behøver ikke have en mening om alt, og man behøver ikke tage sig af alles meninger om en selv eller om andre ting. Nogen af dem, ja, men ikke alle. Og så skal jeg minimere indtaget af sodavand og chokoladekage under min barsel. Når man kun har taget 4 kg. på i graviditeten, er der ingen grund til at tage 10 på under barslen. Heller ikke selv om man får ondt af sig selv, fordi det muligvis viser sig at ens unge er den inkarnerede ondskab. Hvis den ikke vil sove om natten, så kan man passende benytte tiden til at tage nogle flere armbøjninger! Og når dens hoved begynder at rotere, så går man bare nogle flere ture med barnevognen!! Man bedøver ikke smerten med chokoladekage! Gør man ej! Har jeg sagt, at jeg er bange? Jeg er faktisk rædselsslagen ved tanken om en gentagelse. Vil aldrig aldrig aldrig så langt ud igen, som Klara bragte mig i efteråret 2003. HAR testet de grænser og fundet dem, tak. Denne gang jeg har bestilt sådan en der sover igennem og er til at håndtere. Ellers kan man vel sælge den over nettet, til en rig amerikaner? Hopper de ikke på alt med blå øjne og lyst hår?
Nå. Igen.
Nogen vil have æble og banan skåret ud nu. Og en anden en, vil rydde mere op i soveværelset og flytte skrivebordet, så det babyhjørne kan tage form. Og der er jo også noget med en lammekølle og noget dessert til i aften. Vores fest er blevet rask igen. Vi ses i det nye år kammerater! Pas på jer selv. Gå ikke med fremmede, lad være med at få raketter i øjnene eller maven eller kroppen i det hele taget. Hold øje med jeres drinks, se jer for når i krydser vejen og kys dem i elsker. Nårh ja, og rend ikke afsted med tårnhøje blondiner. Så kan det ikke gå helt galt. Godt nytår, skattebasser.
33+0 og udsalg
Ahhh, så fik man sendt mand og barn ud på græs. Var lige ved at få mindre hjerneblødning i går, af at have dem begge hjemme hele dagen. Den ene vil hele tiden lege, rode og spørge mig om ting, jeg skal tage stilling til. Den anden vil hele tiden hænge lamper op, rode og spørge mig om ting, jeg skal tage stilling til. Jeg synes snart, vi har alt for mange lamper, og de er alle sammen forskellige. Det stresser mig, på en sær måde.
Nu er de så taget i zoo med en anden far med barn. Så kan de måske få brændt lidt energi af, og så kan en anden slappe lidt af i fred og ro. Har allerede siddet en time med benene oppe og set SATC med mac på skødet. Kigger på net-udsalg, samtidig med yndlings tv-serie. Perfekt.
Marlene fra vanløse skrev en kommentar til mit sidste indlæg om en netbutik der har startet udsalg. Og så tænker jeg - vi kunne da alle sammen lige hjælpe hinanden her! Marlene anbefaler Emmamai og jeg vil gerne anbefale Filabel. Så kan andre anbefale andet i kommentarerne.
Og hvis nogen finder et sted, hvor de har pusletasker på udsalg, så må de også gerne smide et link. Jeg er især interesseret i en fra room seven.
Det nok så berømte redebygger instinkt har fået helt tag i mig. Allerede for flere uger siden, fandt jeg mig selv på hovedet ude i det store skab i entreen, hvor jeg smed sko ud med meget hård hånd - noget jeg kun kan få mig selv til med års mellemrum, stablede toiletruller og køkkenruller og i det hele taget bragte orden i det skab, som om det var selve symbolet på mit moderskab.
Pludselig laver jeg laaaange lister i hovedet over ting der skal laves. Det er helt UTROLIGT vigtigt, at trappen og gulvene bliver vasket ordentligt i bund inden for de næste par uger. De skal SKUBbes! Der skal males fliser i køkkenet, med guldmaling - bare vent og se, det bliver død-flot! Og sættes lister op. Og jeg vil have pudset vinduer, gjort altanen vinterklar, lavet babyhjørne i soveværelset, og frem for alt, er det enormt vigtigt at der bliver smidt en masse ting ud. Og jeg er ellers typen der aldrig skiller mig af med noget som helst. Jeg gemmer alt. Men nu skal ting ud, for her skal være plads til nyt.
Nyt. Nyt liv, nyt år, nye babyting.
Og derfor må jeg også sige til de, som synes det er for kedeligt at læse så meget om babyfis. Kære venner - der er altså ikke noget af gøre ved det. Det er naturligt, det er hormornelt, jeg kunne ikke stoppe det, selv hvis jeg ville. Naturen sørger for, at man ender i det her baby-vakuum, hvor det er det eneste der interesserer en, for - lad os være ærlige - hvis naturen ikke sørgede for det, så ville en stor del af os ikke gå nok op i det, og så ville de der babyer ikke overleve. Så ville nogen af os drikke frugt drinks på Cafe Caribbean i stedet, og kaste os ud i udsalgs-shoppe marathon i indre by. Men nu har vi præ-amme hjernen og de lede plukveer til at stoppe os.
Og derfor er opfindelsen af netbutikker med udsalg, Guds tegn til os gravide, om at han også elsker os. Vi er ikke glemt, værsågod, så fik vi internettet. Halleluja.
Gaab
Nå. Men i nat drømte jeg så, at jeg skulle med min far i McDrive... det er så urealistisk, på så mange forskellige niveauer, at jeg ikke engang gider begynde at forklare det. Anyways, så kørte han først så stærkt, at han kørte forbi den luge, hvor man bestiller. Så bremsede han foran den luge, hvor man betaler og sagde, at han ville have noget ekstra ost. Dernæst kørte han videre til den luge, hvor man får maden, og dér steg vi begge ud af bilen. Han, for at gå ind på en nærliggende boldbane, hvor nogen spillede rundbold, hvor han gav sig til at ryge. Og jeg, for at gå hen til den luge hvor man får maden, for at prøve at forklare dem, hvad det egentlig var min far ville dér. Der var en meget venlig ansat, som gav sig god tid til at hjælpe mig, og via et billede skulle jeg så identificere min far, sådan at de kunne vurdere, om de overhovedet havde modtaget en ordre fra ham... jeg var nemlig ikke helt sikker på, hvad der var sket, fordi jeg var faldet i søvn i det sekund han kørte forbi bestillings-lugen. Vi blev så ført over i et venteværelse ved siden af, hvor en fremmed pige spillede Für Elise på klaver. Mere husker jeg ikke. Men er det ikke også mere end rigeligt? Det tror jeg nok, det er!
Ja, men ellers er vi vel hjemme efter julen, som blev tilbragt på fyn i år. Der var god mad, godt selskab og gode gaver, som det nu engang hører sig til. Klara høstede flest, der i blandt en lyserød rygsæk, som hun lige siden har brugt til at lege skole med. Hun pakker bøger og kuglepenne og pakker dem ud igen og holder frokostpauser i et væk. Hun er af den faste overbevisning, at når man bliver storesøster, så skal man også starte i skole. Og lige lidt hjælper det, at jeg igen og igen forklarer hende at hun når at fylde 6 år først, og der er således 1,5 år til endnu. Hun kigger bare på mig, som om det helt klart er MIG der ikke fatter en brik. Hun ved nok bedst.
Jeg blev den heldige modtager af ikke færre end 4 global knive til mit nye køkken, og en fin magnet skinne, som de skal op at hænge på. Stoffer fik også en kniv, men ellers fik han udelukkende bløde pakker. Han græd dog ikke, men var glad. Jeg ved ikke, hvad der sker for mænd, men der er jo en grund til at de altid får sokker og underbukser i gaver, ikke? De slider simpelthen tingene op.
Jeg fik også en god bog, som jeg havde ønsket mig - og som kan ses her ude til venstre lige om lidt. Og jeg fik to par ørerringe, et af min søster og et af stoffer, og det siger ret meget at de to som kender mig allerbedst giver mig smykker. Og oven i købet smykker der ikke skal byttes. Af mine forældre fik jeg et arveforskud, der efterlod mig hyperventilerende i flere minutter. Spørgsmålet nu er så, om det skal ryge i det store sorte bank-hul eller om man skal gemme lidt til en rejse eller hvis nu nogen en dag frier og man gerne vil holde en fest, som man selv kan betale for og derfor selv er herre over. Og så mangler jeg jo også stadig en pusletaske, en puslehynde, en ny babydyne, et baby badekar og lidt andet, som jeg pt fuldstændig har glemt.
Klara fik også et dukkehus med de der skovens dyr, som jeg husker fra min egen barndom. Og nogle møbler og dyr til. Det var mig (og stoffer) som gav hende det, og det er ret hyggeligt at lege med. Der er så mange bitte små ting. Meget gennemført. Hun fik også noget nattøj og en badekåbe og en plakat med de der Scherfig flodheste. Og JEG fik også noget dr. Hauschka gejl og den bedste gave af dem alle - et ur som Klara har lavet i børnehaven. Ja, de har ikke lavet selve uret, men det er lavet af sådan en glasplade og så har de malet på den. Det hænger allerede i køkkenet og sekundviseren tikker så højt, at Klara i morges kom ind og sagde, at uret havde vækket hende.
Og så nærmer nytåret sig. Og dem vi skulle/skal være sammen med har fået et sygt barn i julegave og ved ikke rigtig endnu om de må aflyse. Jeg er sådan lidt whatevs, for jeg er alligevel nået til det stadie i graviditeten hvor min største bekymring er, hvornår jeg bliver nødt til at bevæge mig næste gang. Men stoffer vil gerne spise sammen med andre mennesker, og det kan jeg egentlig også godt følge ham i. Det er ikke på den måde en helt urealistisk drøm. Nu får vi se. Ellers må vi finde en fest vi kan crashe i sidste sekund, og så kan jeg sidde der og være tyk, ædru og kommanderende og ødelægge alt for alle. Yay.
Nårh ja, Klara blev faktisk også syg i julen. Lørdag d. 22. om aftenen fik hun pludselig feber. Og det holdt sig indtil d. 26. Hun fik lidt panodil d. 23. og 24. og var således frisk nok til at være med til alt det sjove, så som at hente juletræ, pakke gaver ud og stirre på julemanden der kom. Jeg tror hun hoppede på den, men det er svært at vurdere om det bare var hendes feber. Jeg frygter at det er ørerne igen, for jeg synes hun har haft feber en gang om md. i 4-5 mdr. nu. Men det må ørelægen afgøre til næste tjek, som er i starten af januar.
Og så er udsalget jo så småt begyndt. I år vil jeg deltage mest i det der foregår på nettet. Så hvis nogen falder over en suveræn side med det bedste udsalg ever, så smid lige et link i en kommentar.
3. jordemoder besøg.
Var til 3. jdm besøg i går. Og skal ikke igen før d. 31.1.08. Der er da længe til, synes jeg. I teorien kan jeg jo nå at føde inden da... selv om det gør jeg nok ikke. Jeg har dog et lægebesøg i uge 35., i starten af januar. Jeg synes bare ikke altid ens egen læge har så meget styr på tingene som en jdm. Lægen er jo generalist, hvor jdm er specialist.
Nå, men alt var fint. Mit blodtryk og min urin var som den slags nu skal være, og babys hjertelyd var også tip top. Hun mærkede godt efter, og skønnede den til omkring 2 kg. Og mente at den ligger med hovedet ned ad, og ryggen ud mod min mave. Men den vender sig jo ofte rundt. Ind i mellem føles det som om, jeg venter en lille helikopter. Symfyse-fundus målet er 30 cm. og jeg følger min kurve fint. Så selv om jeg ikke har taget mere på end 4-6 kg. så vokser baby altså som den skal.
Jeg ved ikke, hvor meget jeg har taget på, for vi har ingen vægt. Og hverken læge eller jdm har vejet mig en eneste gang. Så jeg vejer mig kun når vi besøger folk med vægte, og der står den på + 4 kg. Det lyder jo ikke af meget, men hvis nu det er reelle kg. - dvs. ekstra blod, moderkage, ca. 2 kg. baby osv, så er det jo fint nok. Jeg føler selv, at jeg har tabt mig alle andre steder end på maven.
Men sådan var det også med Klara. Med hende tabte jeg endda 4 kg. i starten, fordi jeg kastede så meget op. Og så nåede jeg op på +10 kg. i alt. Men det var også 11 dage over tid, og de 4 af kg. var Klara. Og det var højsommer og varmt og jeg havde masser af væske i kroppen. Det er jeg sluppet for ind til videre, denne gang.
Til gengæld har jeg så ingen vinterfrakke jeg kan lukke ordentligt... Jeg kommer til at holde mig ret meget indendøre i januar. Hvis jeg ikke kan blive kørt rundt.
Klara har været hjemme hos mig i dag, fordi farmand arbejder sent. Så vi har bare hygget, set film, gået en tur til bageren og haft besøg af moster mette.
Jeg mangler stadig at pakke en del gaver ind, men i det mindste har jeg fået købt dem alle sammen. I modsætning til stoffer, som har arbejdet så meget, at han ikke har haft tid til at købe gaver. Han mangler i hvert fald min. Det giver mig noia. Er total fan af gaver jo. Og det er tanken der tæller, og ikke at man lige styrter ind i den første, den bedste butik, 2 min. i lukketid, og river noget tilfældigt ned fra hylden.
Men altså. Han er altid i sidste øjeblik. Og det lykkedes ham alligevel altid at overraske mig positivt. Så i år vil jeg lade tvivlen komme ham til gode. Lidt endnu.
Søskende konflikter
Nogen tror måske, at den mindre søskende reelt skal være født, før det store slag kan stå?
Men nej, også på det punkt er vi foran herhjemme. Således lykkedes det i går aftes lilleNy at skubbe sin storesøster ned fra toilettet.
Jeg er med andre ord nået til det der punkt, hvor omfanget af min mave kommer bag på selv mig, indehaveren. Jeg skulle jo bare hjælpe Klara med at børste tænder, og ender i stedet med at give hende en rift på låret og et blåt mærke på den ene balde. Onde mor!
Klara kravler op på toilettet, for at nå håndvasken, så hun kan børste tænder. Mens hun kravler, strækker jeg mig op på tæer, for at nå det lille tagvindue bag hende, og lukke det, så det ikke trækker på hende. Men maven, ak den mave. Den er så stor, at den ligesom bouncer ind i hende, og eftersom hun er midt i et kravl, får hun overbalance og vælter ned bag toilettet, hvor hun så chokeret og skrækslagen roder rundt i shampoo flasker og toiletbørste og rør.
Jeg hiver hende op, og trøster det bedste jeg kan, alt i mens jeg forsøger ikke at fnise over det komiske i situationen. Klara er ked af det og det gør ondt, hun har også ligesom en hudafskrabning. Men det værste er næsten det der blik sådan nogle børn kan give en - total chok over at MOR er skyld i den her smerte. Man kan se på hende, at hun næsten ikke forstår det. Hun kan ikke rumme, at jeg, MOR, har skubbet hende ned fra toilettet. "Du skubbede mig!" siger hun, bebrejdende og meget overrasket - som om hun stadig er lidt i tvivl om det egentlig var det, der skete. Og hvis jeg har en bedre forklaring, er hun mere end villig til at tage mig på ordet.
Vi ender med at grine lidt af mors tykke mave, og skælder lillesøster ud fordi hun skubber. Og på Klaras initiativ sætter vi en kæmpe klump vat fast på balden, med plaster, og så gør det ikke ondt mere... kun i mors samvittighed.
Ting børn siger...
I går skulle vi handle i Netto. Jeg siger så til Klara, at jeg ikke vil have hun plager eller skaber sig, når vi kommer derind, for så bliver jeg sur.
Hun svarer så, at hun ikke vil have at vi beder hende om at hjælpe med noget, når vi kommer derind, for så smadrer hun os.
Godt så. Så fik vi ligesom det på plads. Vi var færdige af grin, men fik da alligevel forklaret hende, at det er en dårlig ide at smadre sine forældre, hvis man gerne vil have de skal lave risengrød til aftensmad. Og at det generelt ikke er noget vi vil høre hende sige til nogen. Og hvor i alverden havde hun det udtryk fra? Om det var nogle af de store drenge i børnehaven, som havde lært hende det?? Nej, siger hun så, det er noget min hjerne har lært mig.
Senere i går, sidder hun så ude på toilettet og puster grise op. Så RÅWER hun ud i hele lejligheden; "MOOAARRR??? Er far din baby???" Hvortil det eneste rigtige svar jo er, at ja, ind i mellem skulle man da tro det. Jeg kan i hvert fald godt se, hvor forvirringen opstår...
Støt jordemødrene på Hvidovre Hospital
De er super dygtige, og jeg har kun haft gode oplevelser derude med dem. Ligeså har alle jeg kender. De er søde, omsorgsfulde og meget professionelle.
Og det er bare det helt forkerte sted at spare! Fødselsforberedelse, sorggrupper for folk der har mistet et barn og andre vigtige ting ryger. I kan nå at skrive under indtil i morgen, hvor alle indsamlede underskrifter på protesten bliver afleveret til hospitals direktionen.
Gør det HER.
At give en ged? Eller en jul?
Nu er jeg jo så gået på barsel, og har alt for god tid til at tænke.
Og så har der været den snak i medierne for nogle dage siden, om hvorvidt det er poppet at give en ged eller nogle perlehøns i julegave. En ting er sikkert - det er blevet meget populært, og deraf stammer jo netop ordet poppet.
Jeg ved ikke rigtigt... jeg må nok erkende, at hvis jeg sad der juleaften og åbnede mine pakker og ikke fik en eneste ting til mig selv, men kun en masse billeder af geder, koppevaccinationer og mikrolån - så ville jeg altså blive lidt skuffet. Jeg er en stor fan af gaverne. Planlægge dem, købe dem, pakke dem ind, give dem og sørme også at få dem. Elsker hele konceptet.
Ham der sagde, det var poppet, synes hellere man skal støtte løbende, med et fast beløb hver md. Og der er min samvittighed ren. Jeg har i årevis haft et sponsorbarn i Indien, betaler hver md. til dansk flygtningehjælp, red barnet og dyrenes beskyttelse.
Man kan jo også overveje at helgardere sig, og gøre begge dele?
Den anden morgen læste jeg så en artikel om, at det jo er meget fint med al den nødhjælp og alle de geder, men at folk så glemmer de fattige herhjemme.
Arh, hvor galt kan det være? Men jo, der er jo folk i Danmark som ikke har råd til at holde jul. Og det er måske nok ikke noget livstruende problem a la f.eks. en uhygiejnisk fødsel i Angola, men for den familie der står midt i det, tror jeg såmænd at problemet er reelt nok.
Jeg var så inde på mødrehjælpens side, og der har de på forsiden en kalender med små uddrag af breve de modtager fra værdigt trængende.
Nu ER jeg jo også gravid, men jeg fik da tårer i øjnene over mange af de skæbner man aner dér. Dem vil man OGSÅ gerne støtte.
Hvis det bliver ved på den her måde, så ender det jo med, at det er mig, der er ruineret og må have hjælp
Nyforelsket?
Joh, måske er man lidt nyforelsket.
Da ikke i sin mand - arrrhhhjj, haha, dét er en gammel forelskelse, dén der. Næh, i sit barn.
Det her gravid-noget har gjort mig lidt nyforelsket i Klara såmænd. Altså ikke sådan, at hun får lov til at styre det hele eller bliver vugget i søvn i mine arme, som dengang man først forelskede sig i hende. Og så alligevel - frekvensen af nætter som hun sover i vores seng er steget betragteligt. Jeg kan bare så godt lide at have hende der. Jeg ligger og kigger på hende, mens hun sover, ligesom dengang i starten.
Og vi ligger og putter, og ser hinanden dybt i øjenene, inden hun skal sove. Og hun siger de samme ting, til mig, som jeg sagde til min mor, da jeg var en lille pige. "Jeg vil aldrig forlade dig, mor" siger hun. "Vi skal altid være sammen, jeg vil altid bo hos dig og far og jeg flytter aldrig hjemmefra!"
Jeg tager det helt roligt, for jeg sagde jo det samme til min mor, og se hvor jeg er i dag! Ikke på Fyn i hvert fald. Så jeg giver hende bare ret og siger, at det er jeg sørme glad for, for jeg kan heller aldrig undvære hende og hun kan blive her så længe hun har lyst. For Åhhh, hun skifter jo mening en dag. En frygtelig dag, i en ikke fjern nok fremtid, vil hun pludselig stå og skrige mig op i ansigtet, og sige at hun hader mig, og at jeg heller aldrig har gjort noget som helst for hende. Alt sammen bare fordi hun ikke må få tre øl med til klubfest, eller noget i den stil.
Måske kommer nyforelskelsen også lidt af dårlig samvittighed? Nu kommer vi snart med den her baby og selv om hun glæder sig og gerne vil det, så har barnet jo ingen jordisk chance for at vide, hvad hun går ind til. Og selv om det er sundt at få flyttet fokus fra en selv, så er hun jo alligevel så lille og så vant til at have det fulde fokus. Men det ER sundt at flytte fokus. Det mærkede jeg selv, da jeg fik Klara. Noget af det absolut bedste ved det var, at jeg ikke gik så meget op i mig selv og pludselig fik jeg enormt meget mere selvtillid. Og ro.
Ved nu ikke om Klara får hverken selvtillid eller ro, af at få en lillesøster... måske med tiden?
Der er også alle minderne, som bringer fascinationen af ens eget afkom og forelskelsen i samme, tilbage. Dragter i str. 50. Vuggen der er kommet frem. Hvem mon hun ligner, hende nr. 2? Mig eller ham? Eller Klara? Ud af alle de millioner mulige børn vi kan avle, hvem har vi så lige ramt?
Man bliver jo lidt utålmodig, og måske derfor nyder jeg Klara endnu mere for tiden. Mens vi har tiden, bare hende og mig. Min store dejlige pige, som jeg har ønsket mig hele mit liv, og som er lige sådan som jeg altid drømte om. Hvordan kan en 2´er nogensinde matche det? Men det kan de jo. Det gør de jo, det siger folk. Det er altså virkelig spændende.
Ps. det er ikke blærebetændelse.
Første dag som fri
Fri, som fuglen, eller noget. Hm.
Stod op kl. halv syv. Havde ondt i venstre balde.
Måtte ikke spise morgenmad, fordi jeg 8.30 skulle møde fastende på hospitalet til den åhh så berygtede glykosebelastningstest. Ikke fordi jeg fejler noget. Men fordi min jordemor, som PS aldrig har vejet mig en eneste gang, havde regnet mit bmi ud til at være lidt for meget og så er man i risikogruppen og bliver tilbudt en test.
Først ville jeg ikke have den. Der er jo ikke noget galt med mig. Men så synes alle andre, at jeg lige så godt kunne tage den, og det er selvfølgelig heller ikke dem, som skal faste og derefter sidde i et rum med 8 fremmede og drikke en halv liter klam sød lidt for tyk væske. Hvorefter man så skal sidde på en stol i 2 timer. Man må ikke bevæge sig, for man må ikke forbrænde for meget. Og man må heller ikke falde i søvn, for så forbrænder man for lidt. Suk.
Læste en bog i stedet. Er i gang med den der Bogtyven, af Markus Zusak. Den er god.
Nå, 2 timer senere, stak de mig i øret og sagde 7,6. Og det er fint, for den skal bare være under 9. Ingen fik over 9.
Tog en taxa hjem. Og en halv liter cola. Jeg ler faren lige op i ansigtet, gør jeg.
I en lille båd der gynger...
Nå, men nu er det faktisk overstået. For nu. Ham vvs´eren var alletiders. Han anbefalede stoffer selv at lave de huller i muren, der skulle laves, for så sparede vi også nogle penge til hans arbejdstid. Og i morges kom han så igen, kun 20 min. senere end aftalt, hvilket jo er så godt som til tiden for en håndværker. Man skulle tro alle håndværkere var udlændinge, sådan som de kører på mellemøst-tid.
Men han fik altså lavet det, og i skrivende stund kører opvaskeren for fulde hammer, mens stoffer ordner det aller sidste køkkenskab. Og så skal vi bare finde ud af noget med at lukke hullet ude på badeværelset igen... nogen der kender en murer?
Det viste sig også, at vi har sådan en skjulte rør forsikring, og de sagde, at vi bare skal sende regningen. I hvert fald for den del med rørerne. Det med mureren kommer an på prisen, sagde de.
Og så oplevede jeg, at blive standset af vestegnens politi på vej hjem fra arbejde. Jeg synes ikke jeg havde kørt for stærkt, så jeg var meget undrende. Også fordi de standsede alle der kom på den strækning. Og jeg har nok ikke set mindre skeptisk ud, da de så bad mig puste i et alkometer!! Jeg kiggede på dem, jeg kiggede ned på min mave (som ps. alle tror skal poppe i morgen, så stor er den) og så kiggede jeg op på policen igen... og pustede. Jeg bestod åbenbart, for de sagde ikke mere til det. Så spurgte den ene, om der var nogle fejl på bilen? Er det et trickspørgsmål, tænkte jeg, og svarede, at det håbede jeg da sandelig ikke. Helt ærligt, hvor skulle jeg vide det fra? Jeg kører da rundt i den i god tro, i hvert fald. Han gad heller ikke undersøge det yderligere, så jeg blev sendt afsted med et Godaften. Det har vel nok været sådan en slags julefrokost razzia?
Og i morgen - sidste dag på arbejde! Vi ses i 2009, amigos!
Klart nok...
Var der nogen, som troede, at så var det bare det? At så havde man efter et år og 3 mdr. endelig fået sit nye køkken og så skulle livet ligesom til at leves?
Nå, men hvis der var det, så er I ligeså freakin naive som jeg er. Jeg hoppede fandme også på den. Igen. Hurra, nåede jeg at tænke. Men jeg burde have vidst bedre. Har jeg intet lært af min erfaring?
Der er intet som kommer så nemt. Intet. Fat det. Hvad skete der f.eks. da jeg endelig satte min lejlighed til salg? Nemlig, hele boligmarkedet crashede. Undskyld Danmark.
Ja, for i morges så vågnede jeg ved, at underboen bankede på og sagde, at der dryppede vand ned ude i hendes badeværelse. Selvfølgelig gjorde der det. Og naturligvis kommer det fra et eller andet der har løsnet sig, et eller andet sted inde i væggen mellem vores badeværelse og køkken. Det er da klart, og jo især fordi skabe og bordplade osv nu sidder fast og ikke sådan lige kan fjernes igen. Og det giver jo sig selv, at ingen vvs mand kunne komme i dag. Nej nej. Men vi fandt da endelig en, som kan komme i morgen. Sagde han. Men nu bør vi huske vores erfaringer med den slags. Og slå koldt vand i blodet.
Så nu vil jeg så forvente det værste, og indstille mig på at i morgen når jeg kommer hjem, er hele mit nye køkken smadret, væggen mellem bad og køkken er revet ned, og der er lejet en skurvogn, som står i haven, hvor jeg så skal bo, føde og amme de næste 6 mdr. Egentlig vil jeg indstille mig på, at Vanløse helt mangler når jeg kommer hjem.
Jeg har haft fridag i dag, i stedet for i morgen. Klara blev hjemme, og sammen med min søster har vi kørt lidt rundt med et fjernsyn, spist på cafe og shoppet en sort bluse til Klara og nogle babystrømper til Junior. Klara Kartoffelwoman har pyntet lidt mere op - der er altid plads til en kugle til, og jeg køber snart et juletræ, bare for at slippe for de kugler på alle dørhåndtag, radiatorer og knager.
Jul Actually
Har faktisk ikke tid til at skrive, for jeg skal se Love Actually. Elsker den film. Har den på dvd og har set den 90 milliarder gange, men nu skal jeg se den i tv også, for det er jo ligesom noget andet... og hver eneste freak´in gang jeg ser den slutning med folk der mødes i lufthavnen og elsker hinanden, så tuder jeg som pisket.
Vi er næsten færdige med køkkenet. Alle skabe er oppe, vasken er i, bordplade osv. Alle de store ting. Nu mangler der kun tre skuffer, som bliver lavet i dette øjeblik. Det bliver det flotteste køkken EVER. Og min far og stoffer slog næsten ikke hinanden ihjel i processen.
Klara - hun er som forandret. Det viser sig, at hun burde have heddet Gertrud, Gertrud Sand. Hun har helt sikkert allerede fundet den store kasse med julepynt, og nu spreder hun det med løs hånd ud over hele min velordnede lejlighed. Jeg sidder nu i sofaen, som er pyntet med tre fødselsdagsflag, et rødt silkebånd, en stjerne-guld-guirlande og to mini disko-spejlkugler... meget smagfuldt. Vi har lavet kalenderlys dekoration og adventslys dekoration. Og Klara er officielt verdens mindste Kartoffelwoman.
Så nu, efter en dag med pynt, dekorationer, risengrød, æbleskiver og levende lys - Love Actually - den perfekte julefilm.
