pauseskærm
Ja, man kan jo spørge sig selv om det er det værd? Hvad er det egentlig lige, sådan en graviditet gør ved en? Jeg kan jo starte med at svare for mig selv, og her er svaret at den har totalt nulstillet mig. Der foregår intet. Blank skærm.
Jeg sover. Jeg spiser. Jeg zombier på arbejde. Jeg sover.
Helt galt gik det i tirsdags, da min kollega bad mig skrive en liste over de ting jeg laver til daglig, sådan at de kan komme i gang med at forfatte et stillingsopslag til mit vikariat. Jeg kunne simpelthen ikke komme på noget. Hvad laver jeg egentlig? Jeg gik helt i sort, og fik nærmest en depression over at være så unyttig. Havde min chef været på arbejde den dag, var jeg brudt grædende sammen og havde bedt hende frigøre mig til andet arbejde.
Så mit stillingsopslag kommer nok til at lyde nogenlunde sådan her:
"XXX Bibliotek søger barselsvikar til børnebiblioteket, 28 timer om ugen. Du skal kunne lide at holde 1-1½ times frokostpause, mens du læser politiken og sladrer med dine kolleger. Det er vigtigt at du har et godt og tæt forhold til internettet, så du kan tjekke blogs, netdoktor og politiken.dk ud hver time.
Vi ser gerne at du har en kæreste og nogle veninder, så du kan ringe privat og sende en masse emails i din arbejdstid. Endvidere er det vigtigt at du har en god kondi, så du kan gå ned til Netto og handle ind, både til din frokost og til dit privatforbrug, i
arbejdstiden. Nårh ja, og så skal du afholde lidt arrangementer, flytte om i hele biblioteket, lære brugerne at læse det der står på skærmen og kunne en del bandeord, fordi vores system altid er nede. Hvis det lyder som noget for dig, så send os en mail. Hej hej."
Det bliver nok virkelig virkelig svært at finde en, der er kvalificeret nok, så det er kun godt vi kommer i gang i god tid...
Hjemme igen
Vi er hjemme fra ferie nu og jeg har det fint. Ud over, at ferien godt måtte vare et par år længere. Jeg giiiiiider ikke i gang igen på mandag. Uf, al den hverdag, al den kørsel og trafik og netto og hente og bringe og trummerum. Gider ikke.
Nogen gange, når jeg tænker på bebsen, så glæder jeg mig næsten lige så meget til selve barslen, som til bebsen. Når jeg tænker - uha, bare jeg ikke mister den - så er det jo selvfølgelig fordi jeg ikke vil miste fosteret, men faktisk også fordi jeg glæder mig SÅ meget til december og barsel, at jeg ikke ved, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke havde det at se frem til.
Ferien har været helt fin. Lidt på Falster, lidt Knuthenborg og lidt sommerhus i Marielyst, lidt farmor og farfar. Lidt regn, lidt sol. Så lidt Fyn og mormor og morfar og lidt mere regn og sol. Til sidst gik Stoffer i protest ud at bade, kl. 21 om aftenen, i tusmørke og mellem to monsun-agtige tordenbyger. Nu synes han fandme bare det skulle være! Jeg tog billeder...
Herhjemme står det fint til. Haven ligner en jungle og dræbersneglene har ædt alle tomaterne, men auberginerne rører de ikke. Der er en fin stor en, og flere på vej. Lidt sejt, udenfor drivhus og så i den sommer.
Vi fik endelig købt et garderobeskab i dag. Efter kun et år i den nye lejlighed uden skab. Måske kan I selv regne ud, hvor godt jeg har det med det? Men naturligvis skal det ikke være let, så de havde stadig ikke de skydedøre vi gerne vil have. Men i stedet for at tage hjem og være sure og vente et halvt år mere, så valgte vi denne gang at købe skabet uden døre. Og sætte det op alligevel. Så kan vi da få styr på det tøj og så må dørene komme senere.
Banken er gået med til at give mig lidt penge fra salget af amager, så der bliver til nyt køkken. Det bliver efterårets projekt. Så med vores ildhu og arbejdsglæde, så bliver alting sandsynligvis færdigt til næste år i august, og så kan vi fejre to års vanløsejubilæum med en indflytterfest og vise det nye frem. Bedre sent end aldrig.
NF scanning
Er 13+ et eller andet. Troede jeg var 13+3, men er rykket til 13+6 tror jeg, af den scanning. Helt ærligt, så synes jeg de kan stoppe alle deres datoer op et vist sted... Gik 11 dage over med Klara og lider ikke længere under den vrangforestilling at man kan bruge en terminsdato til noget. Det barn kommer, når det kommer.
Og faktisk, gik jeg ikke engang 11 dage over tiden med Klara. Befrugtningen skete d. 6.10.02. og hun kom ud d. 7.7.03. Hvis det ikke er præcis 9 mdr. så ved jeg da ikke, hvad det er. Så denne her kommer d. 26.2.08. og ikke d. 18.2. som min læge siger eller d. 15.2. som scanningen sagde. Bare vi slipper for d. 29.2. så er jeg glad.
Ellers gik scanningen rigtig fint. Kristoffer var med, og det var første gang han så den her bebs. Jeg så den jo allerede 9+3 pga panik. Han synes, som man jo gør, at det var ret stort. Den lå og vrikkede med måsen og vinkede, og man kunne tydeligt se hjerteblink og vi hørte også hjertelyd. Elsker den lille lyd af fiskekutter. Begynder altid at tude. Forsøgte at fritte scannerdamen ud om, hvor hurtigt hjertet slog - for at gætte på kønnet ud fra det - pigers hjerter slår ofte hurtigere. Men hun gav mig et generelt svar om at den lå mellem 120-160 slag/min. så det var meget normalt. Ja, normalt - fint nok, men er det en PIGE??? Sagde jeg ikke. Sagde bare Mmmmm. Den lignede en pige, det synes jeg altså. Så vidt det nu kan lade sig gøre for noget der er godt 7 cm langt...
Hun regnede mit risikotal ud til 1:9456, så det er jo ret mange raske og fine børn. Meget fint tal. Jeg har ikke større risiko for et barn med downs syndrom, end en på 15 år. Sagde hun. Ret godt klaret, for en på 31!
Nøgleoverdragelsen gik også godt, og nu er den lejlighed ikke længere mit ansvar. Føles vidunderligt igen at kunne køre gennem byen og se alle til salg-skiltene, uden at få kvalme og åndenød.
Nårh ja, og jeg drømte Stoffer friede til mig! han havde gemt en kæmpe diamantring i en lysekrone i et dukkehus. Meget kreativt. Lidt synd, at jeg straks efter jeg havde modtaget ringen skulle på arbejde, og på vejen flirtede for vildt med en 20 årig i metroen... Og han flirtede tilbage, og så sang vi en sang sammen på trappen. Måske der, jeg vidste at jeg drømte?
Et godt spørgsmål...
Okay, så vi kommer kørende i bilen. Gennem København. Indre by, over Rådhuspladsen, solen skinner og så siger min 4 årige datter, omme fra bagsædet;
"Moaar?? Hvem har egentlig bygget den her smukke verden??"
Altså, helt ærligt? Hvor intelligent og pragtfuldt et barn, har jeg ikke lige?
Ferie?
Så er vores ferie i fuld gang. Indtil videre går den dog mest med at ordne ting. Det sidste skal ud af det gamle kælderrum, målere skal aflæses og i morgen formiddag skal nøglerne overdrages. Og så er, om alt går vel, den lejlighed ude af mit liv.
Både superfedt, men også lidt vemodigt. Har boet der så mange år, med to forskellige kærester og en enkelt nyfødt, samt to katte, og har rigtig mange minder derfra. Langt de fleste ret dejlige.
Ferien startede fredag aften, med at vi afleverede Klara hos venner med børn på Klaras alder, hvor vi alle spiste aftensmad, og hvor Klara efterfølgende skulle overnatte. Vi to andre tog til fest i Marias kolonihave, og på trods af at jeg havde forberedt alle på, at jeg nok ville tidligt hjem, så holdt jeg ud til kl. 2 og dansede og hyggede mig gevaldigt. Kunne dog efterhånden godt mærke, at jeg var den eneste ædru til stede. Vi havde min søster med, og der var en del andre mennesker jeg har mødt mange gange før til Marias fester, så det var faktisk rigtig hyggeligt. Og efter at hele selskabet havde sprayet sig med myg-bliv-væk, så var der heller ikke SÅ mange myg.
Lørdag sov vi lidt længe, og kørte så ud efter Klara. Det blev til brunch på amager, med hele den anden familie dér, inden vi kørte hjem og slappede af. Søndag var vi helt fra forstanden, og tog i Bilka fordi de havde søndagsåbent og stoffer gerne ville købe et billigt videokamera. Er I gale, mand, det var som at være i et andet land! For det første, fordi der var airconditioning, for det andet fordi der var så mange eksotiske folkeslag og for det tredje fordi, vi stod i kø i en time. EN TIME. For at købe sølle to kurvefulde gode tilbud og det der kamera. Alle andre havde mindst et vognlæs fuldt, mange to.
Mandag tog vi i Fields - nej, vi var ikke blevet kloge af skade - fordi stoffer skulle bruge flere elektroniske dimser. Klara og jeg besøgte alle legetøjsbutikkerne og spiste is, så for hende er den her ferie bare toppen af poppen indtil nu. Senere mandag mødtes jeg med Caro og Maya inde på Norden. Det må jo være sådan det bliver fremover nu, når Caro og Kat ikke længere er på barsel - så må vi mødes uden børn og på sære tidspunkter. Men det var faktisk lidt dejligt at sidde uden børn og rent faktisk TALE sammen i flere timer, over god mad og juice. I sommersol og storby stemning.
I dag skal vi så ud og tømme det kælderrum. Håber og tror ikke, at der er ret meget tilbage. Og måske kun ting vi bare kan smide ud, for jeg har jo ikke savnet dem indtil nu, vel? Vi har også lidt malerrester, strygebrædt og urtepotteskjulere i køkkenskabene oppe i lejligheden, og så skal vi lige se om lejerne kommer godt ud osv. Vi behøver heldigvis ikke gøre så meget rent, for der er håndværkere pt., som laver nye faldstammer, og købers intention er, at gå i gang med at lave nyt køkken med det samme. Og det behøver der vel ikke være skinnende ajax-fresh for?
I eftermiddag skal vi på visit i børnehaven, selv om vi har ferie. Der sker nemmelig det skrækkelige, at Klaras allerbedste lille veninde dernede, Cecilie, skal flytte til Paris med sin familie og der er afskedsfest i dag. Det synes jeg faktisk er virkelig synd for Klara, også selv om hun har så mange andre venner. Men det er Cecilie hun er allermest sammen med i hverdagen, det er hende der er gladest, sjovest og sødest. De to står altid og krammer og hvisker og fniser.
I morgen er der nøgleoverdragelse, lidt snøften og lidt jubel, og så skal jeg på Hvidovre for at blive NF scannet. Til de uindviede kan jeg oplyse, at det er en nakkefolds scanning. Man måler fosterets nakkefold, sammenholder den med min alder og resultatet af en blodprøve jeg fik taget i sidste uge, og så får jeg et tal for, hvor stor risikoen er for at min bebs har downs syndrom eller andre kendte alvorlige kromosomfejl. Det tal skal helst ligge over 1:300. Ligger det under, bliver jeg tilbudt yderligere undersøgelser. Det vil jeg helst være fri for.
Når det pjat er overstået tager vi hjem og pakker, og så er vi i sommerhus et par dage. Uden internet. Underboen er heldigvis hjemme. Det er altid så rart, at de er her og med hund og alting, når man skal forlade sit hjem. Jeg tror, jeg ville have haft hårdt ved at flytte direkte fra 8 år med dørtelefon og opgang osv, og så helt alene ud i et hus. Her er der ligesom altid nogen der tager sig af det. Om kælderen bliver oversvømmet, postkassen tømt osv.
Nå, men min fornemmelse er ligesom, at den her ferie allerede flyver afsted. Med ekspresfart. Til næste år, vil jeg helt sikkert have 3 uger i træk.
Nårrrrhhh, nej :-) Til næste år, vil jeg bare have fri hele sommeren. Hele året, faktisk. Kæft, jeg glæder mig til den barsel.
OH, the joys of parenting...
Nåmmen, gæt hvad?
Hvem blev mon så vækket IGEN i nat, af et skrigende barn?
Eneste forskel - denne gang var det ikke mit eget. Faktisk havde jeg godt bemærket, at man kunne høre et barn skrige et sted, sådan omkring den der allround godnat-tid mellem 19.30 og 20.30. Det er jo ikke noget man bider videre mærke i. Naboen har en to-årig, genboerne har nogle meget skrigende 5 og 7 årige og den anden genbo har en som må være lige lidt over et år.
Omkring 02.10 vækker skrigeriet mig så. Den slags lyder virkelig uhyggeligt, midt om natten. Min umiddelbare reaktion var dog at stå op, gå på toilettet, tisse - og så kaste lidt op. Kan man jo altid gøre, bare for en god ordens skyld. Men også fordi... altså, shit jeg fik kvalme af det skrigeri. Og koldsved.
Gik ind i seng igen, og så var stoffer også vågen. Kan du høre det? spurgte jeg. OM jeg kan, sagde han... og så var vi tavse lidt, mens vi begge helt klart overvejede om der er nogen mulighed for at fortryde projekt barn nr. 2 nu. Er der nok ikke. Men jeg fik det virkelig virkelig dårligt. Jeg tror bare ikke jeg kan klare et år med sådan nogle nætter igen.
De havde tændt lys derovre, og det er altid en fejl, hvis I spørger mig. Man får ikke overbevist et barn om at det er nat, ved at tænde lyset. Men måske var han syg? Eller ved at få nogle tænder? Kan også være de var ved at plage livet ud af ham? Mange børn skriger på den måde, som om de er ved at dø. Kan tydeligt huske de nætter med Klara, hvor jeg ikke kun bekymrede mig om hendes ve og vel, og min egen mentale sundhed, men sandelig også om, hvad alle de stakkels, hårdtprøvede naboer dog ikke måtte tænke om os. Hun skreg så højt, så desperat og så vedvarende, at jeg ofte frygtede besøg fra det svenske børneværn. De må have kunnet høre hende, der hinsidans.
Og man får sådan lyst til at gøre et eller andet. Bree fra Desperate Housewifes ville være gået over med en kurv friskbagte muffins. Jeg kunne bare godt tænke mig at fortælle dem, at det går over. Med mindre de virkelig plager ham, for så går det jo ikke over før de holder op, og så burde jeg henvende mig til nogle helt andre end dem selv. Men jeg tror seriøst ikke, at nogen står op kl. 2 om natten for at plage livet af deres barn. Den slags kan man lige så fint gøre i dagtimerne, og så få sin nattesøvn med i købet.
Åh kæreste Gud, hvis du findes der ude et sted, og har tid midt i alle katastroferne, børsnoteringerne og de vanskelige fødsler - gider du så lige sikre mig et nemt barn denne gang? Bare så vi alle sammen kan opretholde forestillingen om, at der findes en form for retfærdighed. Den må gerne have flyveører, en ekstra tå eller være en dreng - bare den er STILLE om natten. Tak. Var bare det.
Første drøm om baby
Jeg har drømt og drømt som en gal, siden jeg blev gravid. Eller, altså, jeg har altid drømt meget og altid været god til at huske mine drømme, men det er som om at når jeg er gravid, så drømmer jeg endnu mere.
Det er længere, sammenhængende historier, jeg drømmer. Om alt muligt. Folk jeg kender osv. Og jeg har ventet og ventet på at drømme om babyen, for dengang jeg ventede Klara drømte jeg rigtig meget om baby i maven, og hver gang drømte jeg at det var en pige. Og så har jeg læst et eller andet sted, at nogen og 80 procent af dem som drømmer kønnet, har ret.
Nå, men i nat var jeg så på vej op ad et meget stort bjerg, sammen med to veninder. Maya og Caro. Vi skulle bare op ad det bjerg, for der var sådan en smuk udsigt, og det var meget vigtigt at vi fik set den. Jeg forsøgte at køre baby derop i en barnevogn. Ikke en specielt fornuftig disposition. Det gik dog nogenlunde, men jeg kom langt bagefter de andre. Til sidst blev det simpelthen for stejlt og jeg tog baby op, for at bære HENDE!
Yes, det var en pige! Først opfattede jeg det som om, det var Klara - for det er jo den pige jeg har. Men hun var kun en lille baby og hun så anderledes ud. Hun var lidt uhandy at bære, så de andre hjalp mig med at lave en form for slynge af et stort tørklæde, og så bar jeg hende sådan. Hun var helt stille og tryg. Hun sad bare og så sig omkring.
Da vi endelig kom op på toppen af bjerget, var udsigten helt fantastisk. Der var grønt på bjerget, og fra toppen kunne vi se mindst 7 andre bjerge, og oven over hvert bjerg hang der en helt tydelig regnbue. Vi opdagede også, at der var en regnbue over vores bjerg - vi stod faktisk lige under den. Det var meget meget smukt, selv af en drøm at være. Alle de der regnbuer var sådan meget tydelige, nærmest stiliserede. Som om nogen havde tegnet dem på med tusch.
Nå. Men jeg drømte altså det var en pige. Det håber jeg, jeg bliver ved med.
Ude i virkeligheden, sad jeg så fast i en kø på ring 3 i 45 minutter, fordi der var sket et uheld. Der kørte to brandbiler, en ambulance, en lægeambulance, to politibiler og en falck kranvogn forbi mig. Og til sidst begyndte jeg at tude, fordi det gør jeg bare, når jeg ser udrykningskøretøjer. Jeg kan ikke klare det der med, at nogen er kommet til skade. Det kan jo være nogens forældre, eller nogens børn. Eller nogens søskende.
Uff. Nå. Men der er en dag tilbage på arbejde, i morgen, og så har jeg endelig ferie. I to uger. Og det er så NU det gode vejr kommer!
12+0
Nå, så var jeg de der 12 fulde uger henne. Dvs de første tre måneder er overstået. Så er det NU energien skal vende tilbage, madleden skal forsvinde, jeg skal ikke længere i seng kl 21 senest og jeg skal begynde at se smukkere og mere glødende ud, end nogen sinde før.
Yeah right.
Bliver ikke tilfældet i dag. Efter en nat, hvor Klara vågnede SÅ mange gange, at jeg til sidst satte mig op i sengen med et ryk og brølede "nu slår jeg hende kraftædemig ihjel!!" - hvorefter stoffer vågnede og tog over. Nok godt for alle implicerede parter. Men jeg lå tilbage og tænkte, hvorfor hvorfor hvorfor? Hvad skulle jeg på den her gallaj? Hvor dybt hjernedød og masochistisk er man så ikke, når man frivilligt starter forfra, med een til? Det er så sjældent hun har de her nætter, og det er i virkeligheden meget meget synd for hende, for hun er meget forvirret og ulykkelig og ved ikke selv, hvorfor hun vågner hele tiden. Og hun får det ikke bedre af en mor der jamrer "jammen hvad VIL du????" Men selv om det er sjældent nu, så bringer sådan en nat mig straks tilbage til det år af mit liv, hvor sådanne nætter var normalen. Hvor en god nat var en, hvor hun kun vågnede et par gange. Jeg tror, jeg har taget skade af det. Er blevet traumatiseret. I hvert fald står det vist lysende klart for alle, at jeg ikke er nogen altfavnende, tålmodig mor om natten. Ikke efter 24 og før 07.
Og det kom meget bag på mig selv. Jeg har altid betragtet mig selv, som et meget tålmodigt og rummeligt menneske. Ikke så meget som typen, der ønsker sit barn hen hvor peberet gror. Men sådan er jeg altså så, om natten. Hvilket er endnu en årsag til, at jeg værdsætter mit barns far. HAN er nemlig tålmodig om natten. Men han vågner så også først når JEG begynder at skrige højere end barnet... dvs han er jo ikke med helt fra starten. Og når han så vågner, forstår han ikke altid hvorfor jeg er så rasende. Han aner jo ikke noget om, hvor meget der foregår mens han sover. Lucky bastard.
Nå, men til sidst kom hun ind til os (IGEN - det havde vi allerede prøvet en gang, hvor hun efter at have væltet rundt og holdt alle vågne en halv times tid, ville tilbage i sin egen seng...) og så lovede hun at ligge stille og så sov vi. Og det første hun sagde, da jeg vækkede hende i morges var "jeg lå bare helt helt stille, ikke mor??". "Jo skat, det gjorde du. Du var meget dygtig!" sagde jeg så. Med den ondeste dårlige samvittighed over at have truet hende på livet i kampens hede og nattens mørke. Men sådan er det altså også at være nogens mor. Ikke lutter glimmer og pailletter og lyserøde strudsefjer!
Separationsangst - bigami som løsning?
Nu kører jo den der sag i medierne med ham tolken og hans to koner. Må han have to koner, kan man tvinge en person til skilsmisse, går det nu her, selv om det er lovligt der hvor ægteskaberne blev indgåede osv osv.
Personligt kan jeg ikke se problemet. Faktisk, synes jeg godt jeg kunne bruge en ekstra ægtefælle (eller bare en til at starte med, for jeg er jo slet ikke gift... men det er så en helt anden historie). Det er længe siden jeg forsøgte at gennemtrumfe min ide om aflastningspartneren, men i virkeligheden så er det jo allerede opfundet: bigami! Svaret på alle den stressede børnefamilies problemer!
3 ud af 5 morgener hvor jeg afleverer Klara bliver hun ked af det. Hun kan godt lide børnehaven, men hun vil ikke have jeg går. Nok en fase af en art, med noget seperationsangst? Hvis nu vi var tre voksne derhjemme, så kunne en af os gå hjemme med børnene! Eller vi kunne skiftes? Og det ville aldrig nogen sinde være et problem at få ungerne hentet og afleveret, for der var altid en som kunne. Og man kunne skiftes til at gå ud - i biografen, på restaurant, til koncert osv. Lave en fin og retfærdig turnusordning, så ingen blev snydt. Og så havde man altid en velkendt og elsket babysitter i hjemmet.
Indkøb, rengøring, havearbejde, der ville være en ekstra person til det hele. Og jeg kan ikke forestille mig, at det er meget dyrere med tre voksne i kost, end to? Og afhængig af de involverede ægtefællers temperament, er det jo ikke engang sikkert man behøver et ekstra værelse? Måske bare en større seng? Og hvis alle tre valgte at arbejde, så kunne man få sparret op til ferier osv uden nogen problemer!
De der feminister der bræger op om, at det er kvindenedgørende og kønsdiskriminerende, dem kunne man nemt lukke munden på. For naturligvis skulle ordningen være uafhængig af køn. Tre MENNESKER kunne vælge at gifte sig - køn underordnet. Og PS, faktisk synes jeg de feminister selv opfører sig meget kvindenedgørende i den aktuelle sag med ham tolken. Har nogen af dem måske spurgt hans koner om deres mening?? Nej nej, de går bare UD FRA at det er to underkuede, dominerede kvinder. Og dermed synes jeg feministerne tingsliggør de kvinder endnu mere end ham der er gift med dem. Måske er de to kvinder godt tilfredse? De nyder måske hinandens selskab, hjælper hinanden med alt de nu har at lave og passer hinandens børn. Sandsynligvis.
Prøv lige at forestille jer, hvor meget nattesøvn man kunne få med et kolikbarn i huset, hvis man var TRE mennesker om at skiftes til at stå op? Jeg kan overhovedet ikke se problemet!
Stavekontrol eller ej
Man skal altså passe på med den der stavekontrol på mobilen. Selv har jeg slået min fra, efter et par uheldige sætninger i sms´er til venner.
Og netop nu har jeg modtaget følgende sms fra min kæreste:
"Skal vi ikke prøve at få Klara parret mandag? Så kan vi se den nye Simpsons film."
Altså. Ideen med biograf og film osv. er god nok. Fint med mig!! Men jeg ved sku´tte rigtig hvad jeg siger til tanken om at få min 4 årige datter parret?? Er det ikke lige tidligt nok?
