Så er den ged barberet... eller - solgt!
Ta da daaaaaaaaaaaa
Jeg har solgt min lejlighed.
Jeg
har
solgt
min
lejlighed
!
I dag. Har lige været ude og skrive under. Så tog det også kun et år og tre måneder. Bagateller. Og okay, så er vi i alt gået 600.000 ned i pris... bagateller. Nårh ja, og vi kommer til at skylde banken lidt, og det var jo oprindeligt ikke meningen - bagateller! Nu er den i hvert fald solgt, og jeg kan komme videre med mit liv. Rene linier. Ingen hængepartier. Videre i livet.
Og det man skal huske at fokusere på er, at hvis vi ikke havde sat den til salg for et år og tre mdr. siden, så var den aldrig blevet vurderet så højt. Og så havde jeg ikke haft den million i ryggen, da vi var i banken og blive godkendt til det nye lån, og så havde vi ikke boet det her pragtfulde sted i dag. MED friværdi.
Og så havde vi boet i en 2 vær. på 4. sal endnu - og siddet der og set de 600.000 smuldre væk, alt i mens vi drev hindanden til vanvid og Klara kedede sig og skulle sove i samme rum som os.
Så alt i alt - det kunne ikke være gået anderledes, når man ikke kan spå. Havde jeg kunnet spå, så havde jeg jo bare sat den til 1.5 for et år siden, og så havde den været meget billig dengang og var røget med det samme. Skidt med det. Det er bare penge. 600.000. Ikke græde over spildt mælk.
Det sjove var, at min ejendomsmægler faktisk havde fået lyst til at købe den selv. Men han synes ikke, han kunne, fordi han jo var for insider osv. Og nu var der jo også en anden køber. Langt det nemmeste og mindst komplicerede. Til det svarede jeg; mmm, okay.
Men det jeg gerne ville have sagt var; byd 100.000 mere end dem og et hurtigt knald i kopirummet, så er den din! Bare for at se hans pæne ejendomsmægler korrekthed krakelere lidt...
Nå. Men efter at jeg havde skrevet under på salgsaftalen nød jeg en fridag på amager. Man savner det jo lidt. Der er åbnet en nye sushi restaurant på amagerbrogade! Og en øko hudpleje shop. Og så var der jo udsalg. Fik købt to par gravid-jeans til mig selv og en vindjakke til Klara. Hyggeligt, men udmattende.
Look alike, diktator versionen
Okay, er der andre end mig, som har læst politiken i dag? Papir udgaven, ikke net udgaven?
Lagde I mærke til det der billede af Oberst Gadaffi? Der hvor han giver en form for håndtryk til ham der franskermanden? Noget med at franskerfyren synes, vi skal komme mellemøsten i møde og stole lidt mere på dem, og derfor vil han gerne forære Gadaffi og Libyen et atomkraftværk. Nu skal man jo vare sin mund, når man kommer ind på storpolitik, men min umiddelbare reaktion er nok, at tillid da altid er fint. Men jeg lader heller ikke Klara lege med tændstikker.
Nå, men dem om det. Det der egentlig optog mig, var billedet. Jeg kan desværre ikke finde det præcise billede på nettet, men jeg har fundet et der til forveksling ligner. Eneste forskel er, at på det i Politiken har Gadaffi et hvidt miami vice jakkesæt på. Solbrillerne er højest sandsynligt de samme...
Er der andre end mig der kan se den slående lighed??????
Nu får jeg sikkert tæv igen, ligesom dengang jeg førte bevis for at Celine Dion ligner en alien. Men det må jeg så tage, som det kommer. Undskyld på forhånd til alle Michael og Muammar fans.
Nårh ja, og vil man lære mere om diktatorer, så har man muligheden ovre hos dem fra Alexanderband , hvor de har den evige klassiker Diktatorkort spillet, til download.
OPdatering:
Her er det billede jeg mente, det er dog ikke det fra Politiken, men fra en tysk avis. Er det AFrika, han har på reverset????
Bierne og blomsterne, for de 4 årige.
Bogen spørge-Jørgen er jo ikke skrevet uden grund. Børn spørger, hold da op, hvor de spørger. Hvorfor, hvorfor dit og hvorfor dat.
Den anden dag løb jeg så helt helt uforvarende ind i den mest oplagte samtale pt. og jeg burde have set det komme. Klara spurgte jo nemlig, hvordan babyen er kommet ind i maven...
Mit svar var, at far har puttet et frø derind, som så har fundet et af mors frø, og sammen begynder de så at vokse til en baby. Hun har heldigvis stadig hovedet fuld af det svar, men jeg kan godt selv se, at den naturlige fortsættelse - når hun har gennemtænkt det her - er, at HVORDAN putter far så frøet derind?? Den tid den sorg.
Men umiddelbart bagefter spurgte hun så, hvordan babyen kommer UD igen??? Og her mente hun selv, at hun vidste noget, for hun var sikker på, at den da kommer ud af maven. Og det er jo heller ikke løgn i visse tilfælde. Uden at nævne ord som blod, operation, komplikationer eller des lige, fik jeg forklaret, at ja, nogle babyer kommer faktisk ud af maven. Men det er mest, hvis det skal gå meget stærkt. Det spurgte hun heller ikke nærmere ind til... hun ved jo godt, at nogen gange har forældre meget travlt.
Så spurgte hun, om de kommer ud af numsen? Og jeg kan godt se det oplagte i det, for altså - ting kommer jo ud af numsen, ikke? Men her måtte jeg så på pædagogisk vis forklare, at piger er så heldige at de har tre huller. Et til numsen, et til tis, og et i midten som babyerne kan komme ud af.
"Aiii, MOR, sikke en SMART ide!!" Udbrød hun - tydeligt imponeret over denne virkelig gennemtænkte produktudvikling. Og her endte den samtale så, som om dette mysterie nu var løst og alt gav mening. Men den skal nok komme op at vende igen, det ved vi jo. Og jeg gruer lidt for det. Jeg har ikke spor lyst til at forklare hende, hvordan frøet kommer derind. Men det bliver noget med, at så elskede mor og far hinanden så meget, og krammede og kyssede og så kom frøet derind. Vupti!
Jeg SAGDE det jo!
Jeg havde altså sagt det, alle var advarede! Jeg sagde jo, det ville blive en baby-blog. Sådan er det bare. Jeg er et meget simpelt (løgn. løgn, løgn!) menneske, og jeg kan ikke have ret meget i hovedet ad gangen.
Lige nu er det så foster og mave og symptomer og weirdo tanker. Laver heller ikke en skid på arbejde. Hej hej chef, nå er du kommet hjem fra ferie og læser med igen? Ja, men jeg sidder altså en god del af dagen og stirrer ud i luften, så sagsøg mig dog.
I dag havde jeg heldigvis fri, og Klara blev slæbt med til Holbæk, med feber og det hele. Sådan en mor er jeg så. Ego-mor. Det var nemlig sidste onsdag nogen sinde i resten af universets levetid, at den kendte og elskede Rytmikfraktion kunne træde sammen. Caro begynder på arbejde på onsdag og snart efter følger Kat. Og så er det pludselig kun freelancermaya der er hjemme om onsdagen. Og mig.
Og et eller andet sted er det da død-uretfærdigt. Så er vi nogen der har arbejdet på deltid og haft fri om onsdagen, UDElukkende for at kunne underholde de to madammer under hele deres barsel med barn nr. 2. Og i det øjeblik en (h?)vis anden person så snart går på barsel (om 4 mdr. manner!) så skal de bare til at være sådan nogen karriere typer med fuld tid. Pfffhht. Så kan man nok sejle sin egen ensomme sø. Forræddere.
Og man jo IKKE bare finde "en anden" mødregruppe. Phhui, aii, hvad regner I med??? Kan man ikke bare. Intet bliver nogensinde det samme som med dem. Så nu må vi ses i weekender og kun en gang om md. Mit liv er slut, mand.
Nå.
Men ærterne i haven er så modne og dræbersneglene har ikke ædt dem. De smager ellers godt.
Og i lørdags var vi i biografen og se den der Harry Potter film. Den var god. Spændende. Men ikke nogen børnefilm, hvis I spørger mig - både som mor og som børnebibliotekar. Og på trods af det, sad der en eller anden kone nede foran os, med en dreng som ikke var gammel nok til selv at læse teksterne. Så derfor sad hans mor så og læste op under hele filmen. Ihh, tak dame, fordi du spolerede oplevelsen for alle os andre. Børn der ikke kan læse er altså for små til at se den uhyggelige film, og så er jeg kold i måsen overfor hvor meget de plager - fordi man har læst de første bøger højt for dem. Så må de vente til den kommer på dvd og med dansk tale og så kan de se den i deres eget private hjem. Meget mere behageligt for alle.
As time goes by...
... eller noget. Tiden går i hvert fald.
Jeg går bare og er glad for det med maven, og kigger på scanningsbillederne og glæder mig. Men helt normal i hovedet er man jo ikke. F.eks. bruger jeg meget tid på at spekulere over, hvorfor det egentlig var at jeg ville have en til. Jeg gider jo virkelig ikke føde igen. Slet ikke. Det er ikke sjovt overhovedet.
Og nu har Klara haft feber et par dage og vækker mig ofte om natten, og så tænker jeg - arrghh - vil jeg virkelig det igen?? Alt det natteroderi og skrigeri og det der med at havne på grænsen til sindssyge. Dér har jeg virkelig været med Klara. Så langt ude, at jeg tænkte, nu kommer jeg aldrig tilbage. Jeg bliver aldrig normal i bøtten igen.
Og jeg har ligget og kigget på feber-hede Klara mens hun sover, og tænkt over hvor smuk og unik hun er, og det stakkels andet barn bliver jo bare en form for andenrangsborger. Men så ved jeg også godt, at det ikke er tilfældet. Baloo er også smuk. Og helt sikkert unik. Og egentlig nok også meget meget nemmere og bedre til at sove og spise.
Nogen gange tænker jeg, at hvis det ikke havde været for Klara, så tror jeg ikke vi havde gjort det allerede igen. Men hun har plaget så meget, uden at vide hvad hun går ind til, og skal de have lidt glæde af hinanden så er de her 4,5 års aldersforskel der bliver, nok også grænsen.
Men sådan er det jo kun halvdelen af tiden. Den anden halvdel af tiden glæder jeg mig virkelig meget. Til at have sådan en lille blød lækkerhed i armene igen. Til at putte med den og amme den og lege med den og lære den ting. Til at se den interagere med Klara. Jeg glæder mig til at øge den samlede mængde af kærlighed i min lille familie.
Så er jeg blevet scannet!
I eftermiddags ringede de nemlig fra Ultralydsklinikken , og sagde at de havde fået et afbud - om jeg var interesseret?
Og ja, det var jeg. For så slap jeg da i det mindste for endnu en søvnløs nat. Så nu kan jeg ringe til Hvidovre i morgen og aflyse den tid dér, så den kan komme en anden Hormornella til gode. Alting er nemlig helt tip top i orden. Junior har det fint.
Jeg mødtes med min søster derinde, så jeg havde en at holde i hånden, og scanner-damen var både sød og grundig og meget pædagogisk forklarende. Man kan hævde, at det da også lige skulle mangle - til den pris. Men sådan er det jo. Hvis man ikke har det i hovedet, må man have det i pengepungen.
Og her præsenterer vi så for første gang:
Junior Baloo:
Han står på hovedet her, og eftersom han kun er 2,7 cm. høj og 9+3 uger gammel, så kan man endnu ikke se, om han rent faktisk er en han. Men han har en rygrad, to arme der vinkede (eller, luffer - som scannerdamen kaldte dem...), to ben der sparkede, en fin navlestreng, et rundt hovede der er i gang med at udvikle noget hjerne og et smukt lille hjerte der blinkede noget så lystigt. Jeg synes personligt, han virker som en rigtig glad og nem baby. Lige typen der sover igennem...
Vi kunne se, at der kun var den ene, at den var i livmoderen som den slags nu skal være, at den bevægede sig og havde god plads. Og hjertet slog. Tænk, at være 2,7 cm. lang og have sådan et hjerte der fungerer. Og ligne en baby så meget i faconen.
Jeg er bare så glad og tilfreds nu, for nu ved jeg at den er i orden, og så kan jeg vende tilbage til at være mit eget positive selv. Og jeg glæder mig allerede til at se ham igen d. 15.8. til NF scanningen.
Her ser han lidt tyk ud, måske? Ikke hans bedste vinkel...
Og close-up!
Sådan går det så...
Starter lige et nyt indlæg. Ellers tager det overhånd med info i kommentarerne til det andet.
Søde Louise fra Hvidovre spørger, hvordan det går. Jammen det går da. Nogenlunde. Jeg sov ikke så meget i nat, fordi jeg hele tiden drømte at jeg blødte og vågnede op og måtte se efter. Og fordi jeg ikke kunne falde i søvn, fordi jeg om og om igen gennemgik samtalen med vagtlægen i mit hovede, og byggede det ene rappe svar efter det andet op. Kæft, de fik klar besked, inde i mit hovede, i nat.
Nå, men jeg fik afleveret Klara i morges, og kørte så ned til min egen læge, for at se om der hang en seddel på døren. Jeg kunne stadig ikke komme igennem på telefonen - den ringer bare ud. Der sad ingen seddel om ferie, afløsere eller noget som helst, kun det normale skilt, i følge hvilket hun skulle have åbent for telefonkonsultation på det tidspunkt.
Så gik jeg rundt om hjørnet, til den anden læge i samme bygning. De har så ferielukket, men dér hænger da i det mindste et skilt med 4 andre læger man kan ringe til. Jeg ringer så til en af dem, og da jeg oplyser hvem jeg normalt er patient hos, så sukker damen i den anden ende højlydt. Ja, siger hun, de er simpelthen blevet KIMET ned af min læges patienter. Og det er ikke første gang det er sket, at de er taget på ferie eller har lukket, og deres telefonsvarer ikke fungerer.
Denne læge giver mig så et telefonnummer på en tredje læge, som er i en såkaldt ferie-ring med min læge, altså en afløser! Jeg ringer til dem, og hurra, de har så aftenkonsultation om torsdagen, så de tager heller ikke telefonen. Men de oplyser 2 andre numre man kan ringe på. Det ene har ferielukket, og det andet er optaget. Men det optagede er jo et godt tegn, for så er der måske endelig nogen i den anden ende?
Langt om længe får jeg så fat i en læge. Hun lytter til mig, hun er normalt venlig, og hun siger jeg kan komme 11.30 og så vil hun kigge på mig. Dér har jeg så været nu, og hun var rigtig sød. Hun tog mig alvorligt, og hun sagde også at det ikke var første gang der var de problemer med min læges telefonsvarer (HA, tag DEN Lægevagt!!).
Hun undersøgte mig grundigt, og sagde at det så pænt lukket ud, der var ikke tegn på noget skidt. Og faktisk syntes hun, min livmoder var så stor, som en der er i ca. 12. uge - og jeg er jo kun i 10. Så den er i hvert fald ikke holdt op med at vokse. Men hun forstod godt min bekymring, når jeg ingen tegn på graviditet har ellers. Hun havde også en doptone, men hun var ikke så meget for at bruge den - for det er jo usandsynligt at man finder hjertelyd så tidligt. Men jeg overtalte hende, og hun forsøgte - dog uden rigtig at finde noget. Et par gange syntes hun, hun var lige ved, men det var ikke rigtig tydeligt.
Så gav hun mig så en henvisning til den gynækologiske akutafdeling, som desværre først havde tid til mig i morgen formiddag. Så nu skal jeg derud i morgen 9.40.
Jeg er mindre udflippet end i går, i det mindste lige nu. Det var meget rart endelig at møde et empatisk menneske der tog mig og den hippokratiske ed alvorligt.
Helt til rotterne...
Ja, okay, så der er så noget der hedder hormoner når man er gravid. Been there, done that. Men aldrig nogen sinde har jeg oplevet at have det sådan som jeg har det i dag.
Jeg er så sikker på, at bebs i maven er død. Jeg har tænkt over det en uge eller to, men i dag er jeg bare sikker. Den er død, eller muteret eller der er noget helt galt.
I bilen på vej til arbejde, fik jeg så sådan nogen menses-agtige smerter, og begyndte at tude helt vildt. Pissefedt med 80 i timen på en landevej.
Siden i morges har jeg ringet og ringet til min egen læge, men der er ingen, der tager telefonen. Den ringer bare, der er ikke engang nogen telefonsvarer på, som henviser til en anden læge eller noget. Måske er min læge taget på ferie og har glemt at sætte sin telefonsvarer til.
Så til sidst ringede jeg til lægevagten. Den slags er meget grænseoverskridende for mig. I alle Klaras 4 år har jeg ringet til dem een gang, og det var på vegne af min veninde, hvis dreng var faldet ned og havde brækket sin arm - så det synes jeg ikke, var et hysterisk opkald. Men lægevagten åbner først kl. 16. Bare ærgerligt, hvis du har problemer inden da så. Og ikke kan få fat i din egen læge, eller dennes telefonsvarer.
Så ringede jeg til Hvidovre Hospital, hvor de har sådan en gynækologisk akutafdeling. Men de kan ikke tage folk ind uden en henvisning, og der er åbent for tidsbestillinger mellem 9 og 15. Hvilket så ikke hjælper mig, når vagtlægen først kan give mig en henvisning efter 16.
Til sidst sagde den venlige dame fra akutafdelingen, at jeg var nødt til at henvende mig på skadestuen, og så ville de undersøge mig. Øv. Det gider jeg bare ikke. Jeg gider ikke møde op der, og blive stemplet som hysterisk (heller ikke selv om det nok er det jeg er). Og jeg skal hente Klara, for stoffer har først fri efter 17, og i aften får vi gæster - så jeg kan da ikke sidde ude på skadestuen og vente hele eftermiddagen. For i sidste ende at få at vide, at jeg bare var hysterisk. Hvilket jeg muligvis nok er - men den er altså død. Det tror jeg bare.
Det var helt anderledes med Klara. For det første fordi jeg havde så meget kvalme døgnet rundt, at jeg ikke var i tvivl om noget som helst. Og for det andet, fordi min gamle læge havde sin egen dop-tone, og vi derfor hørte hjertelyd meget meget tidligt, allerede i uge 9. Denne her gang ved jeg bare ingenting. Jeg føler mig ikke særlig gravid, jeg føler mig bare træt og helt forkert.
Men så længe man ikke bløder, så er den jo deroppe endnu ikke? Og man kan vel godt have ondt ind i mellem, og være hysterisk og helt sikker på at den er død, uden at den egentlig er det, ikke? Og hvad skulle nogen også kunne gøre ved det... ikke en disse kan man gøre. Hvis den er død er der sikkert en grund til det, så tidligt i forløbet.
Måske har den dræbt sig selv, fordi den hørte mig sige, at jeg ikke ville have en dreng? Eller fordi dens far blev så chokket over at den kom så hurtigt, at han først blev glad lidt senere? Måske gad den ikke have sådan en fed og hysterisk mor?
Kæft, det bliver bare RIGTIG sjovt for det der vennepar at være mine gæster i aften, hvad?
Børn, altså...
Sådan nogen børn de siger jo tit alle mulige skøre ting. Ved ikke om min er noget særligt på det område, men hun siger virkelig mange skøre ting. Og jeg tænker altid, at nu skal jeg huske at skrive det ned, fordi lige det dér, det er da det sjoveste nogen har sagt nogen sinde, ever! Og så glemmer jeg så, at få skrevet det ned...
Nå, men i morges, da vi drejer ind ad vejen til Børnehaven, lugter der pludselig fælt af kloak. Og så udbryder hun omme bagfra "aiiiii, adddrrr, Moar - hvem er det liiige der laver lort i den her by???"
Og en anden dag, i sidste uge, da vi havde fridag, var vi nede i downtown Vanløse for at bruge det gavekort til BR, som hun havde fået i fødselsdagsgave. Og så da vi skal hen til cyklen igen, udbryder hun "neeeiiijj, moaaar SE! Seee den lille bitte pose! Den ligger helt alene! Hvem har glemt den?? Hvorfor ligger den ude på vejen?? Nåååårh, hvor er den lille og søøøød" - det er sådan, at alt der er småt, per definition også er sødt. Sten, bussemænd, gamle magasinposer på gaden. Hun var så bekymret for den pose, og jeg måtte bruge alle mine diplomatiske evner, for at hun ikke skulle insistere på at løbe ud midt på jernbane alle og samle den op. "jammen, hvad nu hvis den bliver kørt midt over af nogen, moar???" ... ja, så sker der nok ikke så meget, vel? Det er en pose, for guds skyld. Men heldigvis blæste den så ind til siden, og vi blev enige om at lade den ligge. Om ikke andet, må man konkludere, at hun er meget omsorgsfuld.
Nåmmen, ellers synes jeg bare det er sært at være gravid for tiden. Jeg er så træt, og ret dårlig om eftermiddagen og aftenen, men kaster ikke rigtig op. Jeg har det bare sådan... ikke godt. Jeg kan nemt overbevise mig selv om, at der er et eller andet helt galt med den her graviditet. Den er sikkert muteret eller noget.
Og det er bare heller ikke det samme at være gravid for anden gang som 31 årig, som at være det for første gang som 26 årig. For det første er der godt 10 kg. mere at slæbe rundt på, allerede fra start af, og det kan faktisk mærkes. Og 5 år. Og så synes jeg visse af de skavanker der først kom sent, da jeg ventede Klara, allerede er begyndt at melde sig nu. Vildt ondt i den ene balde f.eks. Og mit ene knæ der siger den klammeste KNÆK-lyd i verden, når jeg går ned ad trapper. Må være det der hormon der blødgør ledene? Så man bedre kan udvide sig, i sidste ende? Det gør ikke ondt, men lyden er så frastødende, at jeg går ned ad alle trapper med det ene ben helt stift, et trin ad gangen. Godt man så ikke længere bor på 4. sal...
Om Amager, til Ditte
Nå, jeg lovede læser-Ditte at skrive lidt om Amager. Jeg har boet der i 8 år, men det sidste års tid har vi jo boet i Vanløse, så hvis nuværende amar´kanere læser med, må I meget gerne komme med jeres bud på amagers fortræffentligheder i kommentarerne.
Noget af det jeg bedst kunne lide ved amager er stemningen. Der er mere usnobbet og meget mere fredeligt, end i andre af brokvartererne. Man kan stadig møde den oprindelige arbejder, selv om han er en stærkt truet race. Det er dog endnu ikke noget særsyn, med mænd i blå hel-kedeldragter, på knallert med mælkekasse bagpå. Det er også tilladt at handle i amagercenteret iført træsko. Det kan jeg godt lide. Også selv om jeg ikke selv har gjort brug af det.
Og så har jeg aldrig nogen sinde følt mig utryg når jeg er kommet sent hjem om aftenen.
Strandparken. Ja, jeg synes altså den er blevet super. Tænk at have sådan et dejligt sted, nærmest midt i byen.
Cafeer.
Bizarro på Holmbladsgade er noget svingende. Det er hyggeligt at sidde ude foran, men betjeningen kan være både sød og god eller helt hæslig, afhængig af hvem der er på arbejde. Små børn er ikke specielt velkomne. Der er ingen puslefaciliteter, selv om de har høje stole. Har man en unge der sover i sin vogn, er det dog et godt sted, med store vinduer og gode siddepladser udenfor.
Moccadór - den der i hjørnet ved krydset amagerbrogade/holmbladsgade. Jeg tror den har skiftet ejer siden jeg kom der, men dengang var den rigtig god. Børn var velkomne, der er ikke-ryger afdeling og så har de især en omelet med spinat og feta, som jeg stadig ind i mellem drømmer om.
Luans cafe, i Biblioteket, i Kvarterhuset. God plads, billig lækker mad og sød betjening. Børn er velkomne, også selv om visse af de sure HK´ere (det er IKKE bibliotekarerne!!!) synes de larmer for meget. Når man kan sidde ude er det rigtig hyggeligt. Hindbær smoothies to die for!
Der er rigtig mange andre cafeer efterhånden. De lukker og åbner rask væk.
Den bedste sushi i hele storkøbenhavns området fås lige i starten af Øresundsvej. Ama´r Sushi. De har lukket i weekenderne desværre, men de har de bedste california rolls jeg nogensinde har fået. Og i forhold til kvaliteten er de bestemt ikke dyre. Den billigste sushi skal man til islands brygge efter. Der er to sushi steder, hver med en menu med 11 stk til 99 kr. Den står ikke altid på menukortet, men spørg bare efter den.
I det hele taget er islands brygge også et dejligt sted, med flere gode cafeer, små tøjbutikker og skønhedsklinikken SMUK. Men jeg er ikke så hjemmevant dér.
Bedste tøjbutikker.
Miss Corner, på amagerbrogade, har mærker som Thelin, Rützou, Stella Nova og Marlene Birger, mm. De er lidt dyre, men dejlige. Værd at gå på udsalg i.
MariiMarii på Holmbladsgade er også god.
Det dyre men dejlige børnetøj finder man nemmest i Gavin, på Holmbladsgade. Kæft, jeg kunne flytte IND i den butik. Men man skal have den store børnepenge check med.
Ting og sager og legetøj er der masser af i Forvandlingskuglen, på Holmbladsgade. Og sød betjening.
Sidst jeg var derude, var der åbnet en lille mad-biks henne i starten af amagerbrogade. Kan ikke helt huske, hvad den hedder... men det må være i nr. 16 eller 14 eller deromkring. De havde lækre sandwiches og helt friskpresset appesinjuice to go. Der var også kommet en butik med skønhedsprodukter, kan heller ikke huske hvad den hedder, men den ligger længere inde af amagerbrogade, omkring overfor kirkegården og busstoppestedet. De fører bl.a. The Organic Farmacy, som jeg simpelthen er blevet så vild med. Ingen ting og sager i det, som man ikke vil have i sin creme og så kan jeg rent faktisk mærke en forskel - det virker!
Skal man have god original pizza, skal man længere ud af amagerbrogade. Kan ikke huske hverken navn eller husnummer, men det ligger som en del af en italiensk restaurant, på højre side af vejen, når man kommer inde fra byen. Og ved siden af en eller anden kjole-syerske. Et par butikker før Klodshans, som er en genbrugs børnebiks med mange gode køb. Nå, men den pizza er værd at køre efter.
Faktisk tror jeg nok du skal blive glad for Amager, Ditte. Man skal lige give det lidt tid, og så skal man ignorere de fjollede københavnere og deres 1981´er fordomme om Lorteøen :-)
Ros i Netto og ny bog
Nå, så er det vist tid til lidt opsamling. Der sker mange ting, men det er svært at nå at skrive om dem, når man går i seng kl 20.
I går blev jeg godt nok oppe til 23.30, men det var kun fordi jeg fik en bog med hjem fra arbejde. Under en strålende sol, af Khaled Hosseini. Det er ham der kom med Drageløberen får nogle år siden.
Under en strålende sol, var en meget spændende bog. Jeg gik i gang omkring kl 20, da Klara gik i seng, og jeg var så færdig kl. 23.30 ca. Nu er jeg også en rigtig hurtiglæser, men den var også bare så spændende, at jeg måtte læse den færdig, lige meget hvor sent det blev.
Den handler om to kvinder i Afghanistan. Den fattige og underkuede Mariam, og teenage pigen Laila. Umiddelbart har de ikke meget til fælles, men dramatiske omstændigheder, krig og meget mere gør, at de ender med at måtte arbejde sammen, for at overleve.
Bogen er fantastisk godt skrevet, i et levende og medrivende sprog, og man sluger den simpelthen. Det er en dramatisk, hård, barsk, utrolig historie om mennesker og deres liv under svære vilkår. Man er NOK glad for, at man er født i et andet hjørne af verden. Mænd skal ikke lade sig afskrække af, at den handler om to kvinder. Den handler mest om mennesker generelt, og de barske ting man kan komme ud for i et land som Afghanistan. Jeg kan kun anbefale den på det varmeste.
Det andet der er sket er, at mit barn fik ros i Netto i går. Og så oven i købet i ulvetimen. Sure vris er man nok vant til, men ros... det varmer sådan moars hjerte. Klara og jeg stod i køen, og hun bad om det ene og det andet, men accepterede alle mine nej´er uden det store ståhej. Pludselig står der så en dame bag os, som har købt hvide bønner. Klara begynder at fortælle hende, at sådan nogen har vi også købt - det har vi så ikke, vi har købt solsikkefrø til bollerne. Damen og Klara snakker livligt om, hvad man kan bruge hvide bønner og solsikkefrø til, og pludselig ubryder den ældre dame der står foran os; "ihh, hvor ER hun altså bare sød! Og så smuk! og så søøød, man bliver jo helt i godt humør af hende"
Så stod man der, helt træt og udmattet, men omringet af smilende kvinder der bare synes ens unge er sød, velopdragen, smuk og dejlig. Det reddede da også min dag. Og det bedste er, at det ER hun jo også.
Nårh ja, og så har jeg løst alle problemerne med navn, hvis baby er en dreng. Vi kan jo ikke finde på drengenavne herhjemme, men så så jeg i dag på familieministeriets liste over godtkendte drengenavne, at Baloo er et godtkendt drengenavn. Baloo. Det styrer da for vildt, ikke? Baby Baloo. Folk vil jo tro, vi har købt en hund...
Klara 4 år i dag
Vi er i 100 procent fødselsdags-mode herhjemme. For fulde gear. Flag alle vegne, pakker, kage og et overgearet barn.
Mormor og morfar kom i går aftes, og senere i dag kommer moster mette, og senere endnu Jesper og Irene fra Århus. Og i morgen eftermiddag har vi så det store rykind til kage, saftevand og boller. HÅBER vejret bare holder tørt, for jeg kan ikke overskue at have alle de mennesker indenfor. Slet ikke med børn osv.
Men hvor er det vildt, at hun allerede er 4 år gammel. Sådan en stor pige. Så dygtig og selvstændig, og alligevel så hjælpeløs og naiv. Det kan ikke altid være nemt, at være 4 år. Man vil så meget, men er ikke helt sikker på at man kan.
Nogen gange er det meget svært at forstå, at man har skabt det her menneske. Og det er svært at forstå, hvor meget af det man har skabt, og hvor meget af det der er hendes egen fortjeneste. Noget er arv, noget er miljø. Men i bund og grund er det underordnet, hvad der er hvad, for hun er helt hysterisk pragtfuld lige som hun er.
Mine forældre kom i en stor gammel varevogn, og havde en del af mine arvede sager med. Bl.a. et helt fantastisk gammelt bogskab, som jeg vil have i soveværelset og bruge til linned. Og lidt bøger. Og nu da vi havde en stor bil, så drønede vi i IKEA i formiddags, og så lykkedes det os rent faktisk endelig at få fat i de madrasser!!! Så i aften skal jeg sove godt for første gang i... ja, årevis vel egentlig?
Det er alt sammen meget spændende... tænk, der er ikke engang gået et helt år siden vi flyttede ind, og nu er jeg allerede ved at få styr på mit soveværese!
8 ting om mig
Nu er jeg så blevet tagged 2 gange, først af en skovtrold og dernæst af Pernille.
Man skal skrive otte ting om sig selv, og tagge otte andre bagefter. Otte er godt nok mange at tagge. Ved ikke rigtigt om jeg vil tagge så mange uskyldige, men nu får vi se.
8 ting om mig... bum bum bum, otte ting... skal det være noget ingen ved i forvejen?? ER der noget, ingen ved i forvejen?? Jeg må tænke mig om...
1. Da jeg var barn havde jeg en hund der hed Tilde. Den var orange, gadekryds og min bedste ven. Alle andre i byen kaldte den Rotten. Den var ikke ret stor. En blanding mellem en ruhåret gravhund og en pomeranian.
2. Jeg havde min søster med til min fødsel, og hun skal også med næste gang. Uden at jeg er særlig flippet som person, så synes jeg det er rart at have et par ekstra hænder med. Mænd er jo tit forvirrede.
3. Jeg har engang fået en fartbøde.
4. Jeg skulle op til otte køreprøver før jeg fik mit kørekort. Det skyldtes ren nervøsitet og så den københavnske bytrafik...
5. Jeg går aldrig i svømmehallen. Kan ikke komme i tanke om noget, jeg synes er mere uhumsk end at vælte rundt i andres beskidte badevand.
6. Hvis jeg får en dreng, så hævner jeg mig, ved at kalde ham Jørgen. Efter min farfar.
7. Jeg er på arbejde lige nu, og burde ikke sidde og pjatte med det her. Jeg vil meget hellere gå en tur ned til issenkræmmeren og købe en appelsinpresser. MÅ have friskpresset appelsinsaft!
8. Jeg kom engang en måned for tidligt til en Coldplay koncert inde i Forum. Ret fjollet fornemmelse...
Tagger lige nogle stakler senere.
Wiiii den bedste bog nogensinde!
Jeg vidste det godt, men nu kan andre også snart se det - den bedste bog i mange mange år, kommer som film til december, og det ser ikke dårligt ud!
Jeg taler naturligvis om Philp Pullman´s Det Gyldne Kompas. Hvis nogen af jer ikke har læst den, så vil jeg bare sige en ting; kæft hvor er jeg misundelig på jer! TÆNK endnu at have den oplevelse til gode!! TÆNK endnu at have det eventyr, der venter derude på jer.
Jeg har læst virkelig mange bøger i mit liv. Helt utroligt mange. En af mine forcer som bibliotekar er, at jeg rent faktisk har læst bøgerne. Men denne her, som er den første i en trilogi, er noget af det mest velskrevne og mest gennemførte jeg nogen sinde har læst. Jeg husker stadig, hvilken lænestol jeg sad krummet sammen i, i min gamle lejlighed på amager. Ung studerende og virkelig træt af faglitteratur. Og så blev jeg gjort opmærksom på den her bog, i et børnekulturfag.
Gyldendal lancerede den nemlig som en børnebog, og de oprindelige omslag har skræmt mange voksenlæsere væk. Men de opdagede vist deres fejl, for de nye omslag er meget mere alders-neutrale, og efterhånden kan man også finde den i voksenafdelingerne.
Den er så magisk, så realistisk, så fantastisk og så troværdig. Den har rigtig mange referencer til John Milton´s Det tabte paradis og handler sådan set om syndefaldet. Liv og død og skyld. Der er altså masser af gods i den for den voksne læser. Og I skal bare læse den. Please!
Og når I så har gjort det, så er I klar til filmen som kommer til december. Og traileren kan I se HER.
