Der er sket det, at jeg er faldet over en salme.
Tilfældigt fandt jeg Johs. Møllehave's Nåden er din dagligdag, og den var så meget mig, at jeg nu har integreret den permanent i min blog. Se her ude til højre. Nej, til højre for dig. I sidebaren. Ja, der, foroven.
Faktisk tror jeg, at han har siddet og været synsk der tilbage i 1985, for den salme kan kun være skrevet med tanke på mig og min blog og vores fokusering på livet i al almindelighed. Her får I lige hele teksten, og så må I fremover nøjes med de to smukke første vers, som jeg har skrevet i min kolofon.
Nåden er din dagligdag,
hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
nåden er: at være.
Nåden er den kærlighed,
som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
binder dig til livet.
Nåden er et ord fra Gud
over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
at få alt tilbage.
Nåden er hver levet dag,
hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
som står op af døde.
Uden håb og uden Gud
lar vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
får vi kun af nåde.
Johannes Møllehave 1985
Velbekomme. God weekend.
#
27. apr 2007 11:20, julie_a
Kom hjem, parkerede i egen indkørsel.
Så at garagedøren stod åben, og antog at det betød, hvad det så også betød. Mand og barn havde kørt grillen ud. Og havde tændt op.
Så kommer man om hjørnet og om i sin have, og så sidder de dér. Hun spiser ærter og sidder i græsset og råber HEEEEJ MOOAR! Glad. Han roder med kullene og kniber øjnene sammen på den der sexede måde, i solen.
Man spiser og snakker og hun leger i den nye sandkasse. De går op for at børste tænder og læse historie og jeg får plantet en buddleia (sommerfugle busk) og to nye arter timian. Har fire forskellige nu.
Rydder lidt skvalderkål. Der er altid noget at rydde. Vander det nye højbed. Morgenfruer, blå hør og rucola er kommet op. Den grønne salat er lige neden under jorden, som er skubbet op i en lille aflang høj.
Vander jordbærplanterne, som har fået blomster. Sér at det er et spørgsmål om dage før syrenen springer ud. Nyder de mange røde, gule og lyserøde tulipaner, som en eller anden tidligere haveejer har lagt engang.
Vander rabarberne og de nye hindbærbuske (skud fra min mors have), som vokser eksplosivt. Ribs buskene er kæmpe og fulde af deres små grønne blomster. Der bliver megen saft i år.
Der er knopper i akelejerne, i de blå kornblomster og på den hvide småblomstrede, lidt vilde, rose. Lavendelbusken har skudt nye skud, citronmelissen er blevet til ukrudt og mynten er allevegne. Det er fint med mig. Mit kastanietræ, som jeg selv har dyrket siden det var en kastanie jeg fandt på vejen, på amager, er stadig lille og kan være i sin krukke. Men det har flotte blade nu. Gad vide om der kommer de hvide lys på det i år?
Tomater og auberginer står til aklimatisering på altanen, sammen med de lyserøde Dronning Ingrid perlagonier. Der er violer alle vegne i den her have. Man kan dufte dem. Æbletræerne står med mange svagt lyserøde knopper og man kan lige ane farven. Det varer ikke længe før de eksploderer i pink. Hyld og brombær skyder sig store og mirabelle træet blomstrer hvidt. Det afløste hvidtjørnen.
Himlen er blå, solen går ned i lilla, orange og lyserødt ude bag ved Ring 3 et sted. Man kan se den glødende kugle fra altanen, mens man lytter til solsorten og nyder sin kolde gin-tonic.
Det er alle pengene værd. Hver eneste øre. Om jeg så havde 100 lejligheder på amager, som jeg ikke kunne få solgt, så havde jeg gjort det samme igen. Jeg fortryder intet.
#
26. apr 2007 22:28, julie_a
Jeg kender en eller anden. En helt anonym person. På vedkommendes arbejde har der været noget bøvl med en af kollegaerne, og nu kulminerede det så med at kollegaen fik skæld ud af chefen fordi kollegaen skulle gå tidligere en dag, fordi kollegaen skulle til lægen.
Den slags kan jeg SLET ikke have. Man har overenskomstmæssig ret til at gå til lægen, og de færreste læger er til at få en tid ved i weekender eller efter 17 når man har fri fra arbejde. Det kan godt være det er ubelejligt, at man har travlt osv, men chefen må altid bare sige "nå, okay" og komme videre med sit liv. Skæld ud er for hunde.
Og værre endnu bliver det, da selv samme chef SAMME dag som denne episode, selv gik to timer tidligere fordi vedkommende skulle til frisøren. Jeg var flegnet fuldstændig ud, hvis det var min arbejdsplads. Jeg var gået videre med den sag, til tillidsrepræsentant og øverste ledelse. Og så havde jeg nok hurtigt fundet mig et andet job, for jeg trives ikke i den slags miljø.
Jeg skal have frihed under ansvar. Sådan har mine forældre opdraget mig, sådan opererede min ganske udmærkede friskole, og sådan skal min arbejdsplads også være, hvis jeg skal yde mit optimale og smile hver dag. Og det synes jeg er vigtigt i så serviceorienteret et fag som mit. Det duer ikke med gamle sure bibliotekarer. Arbejdsglæden skal være der, ellers er man ikke god nok som formidler.
Og det er faktisk en af de største grunde til, at jeg stadig lever gladeligt med at køre en time frem og tilbage hver dag. For her oppe har jeg den frihed (og havudsigt fra mit kontor). Her har jeg flekstid, her styrer vi det selv. Vi gør vores job og mere til, og alle er glade. Måske er det fordi min chef er kvinde og selv har syge børn ustandseligt, men der er aldrig noget med noget. I dag er hun selv gået nogen timer, til et møde med en advokat om noget hussalg. Og jeg går ofte i netto og handler til min frokost og nogen gange også til aftensmaden. Intet problem. Så bliver man bare den halve time en anden dag, eller møder et kvarter tidligere de næste to dage. Det styrer jeg selv, for man har tillid til mig. Og når jeg bliver mødt med tillid, så kvitterer jeg med at blive endnu mere samvittighedsfuld.
Og så var der f.eks. sådan en mail med nogle spørgsmål omkring medarbejder tilfredshed, som jeg svarede på, helt anonymt. Men jeg fik formuleret nogle centrale tanker så godt, at min chef tog det med til sin chef, som tog det med til sin chef - som er ChefEN i sådan en kommune. Og der blev det læst højt og taget til efterretning. Helt anonymt. Nu er jeg bare ked af, at jeg ikke også fik skrevet noget om, at til næste jul gider vi ikke have det der klamme belgiske chokolade. Men hvis jeg havde vidst, at den mail ville gå all the way to the top, så var der nok i virkeligheden mange flere ting jeg skulle have skrevet...
Nårh ja, og på vejen til netto kommer man forbi en herlig lille tøjbutik, som bl.a. fører det der Pieces mærke. Så nu kom jeg til at købe to par sko. Men helt ærligt, de koster faktisk ingenting! 180 kr. for et par ballarinaer med kirsebær på og 150 kr. for et par tyrkise sandaler i skind med lidt hæl. Og så er sommeren reddet. Og så mødte jeg oven i købet en kollega derinde...
#
26. apr 2007 13:00, julie_a
Alt det der med DR. Det er jo helt i hegnet. Personligt og fagligt er jeg mest bekymret over ideen med at flytte B og U afdelingen til Århus. Ikke fordi der er noget galt med Århus eller jydske børn - de er helt sikkert også søde på tv.
Men B og U afdelingen er så unik. Jeg kan ikke komme på nogen anden tv kanal i verden, der har så lang og så kvalitetsfyldt en historie og tradition for børne-tv i absolut særklasse. Så mange geniale programmer og påhit. Som børnekulturel fagperson, som mor og som en der selv har nydt utallige af deres programmer - så er jeg bekymret. Der vil være rigtig rigtig mange af deres hovedkræfter og talenter som ikke vil følge med til Århus.
Hvad skal de så gøre? Starte forfra?
Jeg kan bare ikke lide det. Og jeg har sådan en snigende fornemmelse af, at alt det her bare er endnu en ting som regeringen får sneget ind af bagvejen. I deres store forkromede "lad os forringe alle offentlige tilbud så meget, at folk af sig selv vælger de privatiserede løsninger. Privatskoler, privathospitaler, privat dit og dat og så også betalings tv over hele linien". Det er da skræmmende.
Jeg bliver ked af det, og synes de ødelægger mit barns fremtid. De ødelægger hele det samfund generationer før os har bygget op. De kalder det forbedringer og effektivisering, men det er jo varm luft. Intet er bedre eller mere effektivt. Undtagen antallet af ansatte der går ned med stress.
Nå. Men nu skal det jo nødigt ende som en polit-blog det her.
Tilbragte hele dagen til 4 års børnefødselsdag og er udmattet. Det var Klara også. Udmattet, og samtidig hypet. Børn er skøre i låget. Og nu går jeg i seng.
#
25. apr 2007 21:58, julie_a
Der var så dejligt, derude på landet. Og yada yada yada, noget med en abnorm ælling osv. Vi ved alle sammen, hvordan dén ender!
Der er også dejligt ude på det land jeg kører igennem til arbejde. Bortset fra en periode i sidste uge, hvor der lugtede af gylle alle vegne. Men det tror jeg, de der har med den slags at gøre, er færdige med nu. Jeg tror, de har bevæget sig videre til andre uopsættelige gøremål. Som det er nu, så kan min næse i al fald nyde turen i fulde drag, såvel som mine øjne kan. Nu er det udelukkende høj blå himmel, drivende hvide lammeskyer, begyndende gule rapsmarker og det grønne, der er så friskt-grønt at det næsten hviner i tænderne.
Faktisk, er det hele så pænt og nydeligt, at jeg i morges pludselig fik flashbacks til mine år i friskole og efterskole, og de dér indoktrinerede strofer fra højskolesangbogen væltede ud af min mund. Måske var det fordi min cd afspiller i bilen er gået i stykker? Måske var det fordi jeg var glad og alt var så pænt? Men det kom lige pludselig til mig, og jeg kan huske hele teksten!
Jeg vælger mig april!
i den det gamle falder,
i den det ny får fæste.
Det volder lidt rabalder,
dog fred er ej det bedste,
men at man noget vil!
Jeg vælger mig april,
fordi den stormer, fejer,
fordi den smiler, smelter,
fordi den evner ejer,
fordi den kræfter vælter,
i den bli'r somren til!
Og dét er smukt, fordi det er sandt.
(Tekst: Bjørnstjerne Bjørnson, 1870, Melodi: L. M. Lindeman, 1877)
#
20. apr 2007 09:48, julie_a
Jeg har ikke villet skrive det før, fordi det skulle være en overraskelse til ham der min kærst', ikk! Men nu er det overstået og han blev total lamslået af overraskelse, så nu kan jeg godt skrive om det.
Vi har været til Teitur koncert. For mig var det...hmm - 4. gang? For stoffer var det den første gang. Nårh, lille teitur-jomfru. Men det gik godt for ham, og han har ikke fået varige mén, selv om der ikke var nogen basrytme. Jeg købte billetterne for flere måneder siden og har imod alle odds formået at holde det fuldstændig hemmeligt lige indtil nu. Det var først i bilen, da jeg fik ham til at dreje ud af og væk fra byen, at han kom til at tænke på Albertslund og Forbrændingen, og så gættede han det. Eller, først gættede han på Hush, men hans andet gæt var Teitur. Han kender mig nok efterhånden.
Nå, men koncerten var super dejlig. Ham Teitur er en charmerende nørdet vidunderlig sanger, med nogle gode poetiske tekster. Han er også noget af en entertainer, med små vitser og anekdoter og personlige kommentarer. Altid en oplevelse værd.
Men. For der skal jo være et men, ikke? Det var meningen at han skulle have haft Ane Brun med, en norsk pige, som han har sunget en formidabel duet med, på en af hendes plader. (okay, hvor tydeligt er det så, at man er født før 1980, når man bruger betegnelsen "plader"?). Nå, men Ane var blevet syg, den stakkel, og lå hjemme i det der Norge. I stedet havde han taget en svensker med, og hun var også sød og dygtig og sang meget smukt. Men jeg synes alligevel hun var meget forstyrrende. Hver gang hun åbnede munden røg man ud af den der teitur-magi. Det fjernede for meget fokus. Jeg kan bedre lide ham solo.
Og så kommer det. Det ved I jo, det må gøre. Andre mennesker. Behøver de være der SÅ meget?
Ja, okay, som koncept er "andre mennesker" nok helt i orden, ind i mellem endda ligefrem ønskværdigt. Men i toge og til koncerter? Nej, vel? Hvorfor skal de være dér? De snakker og de fylder.
Så jeg synes, vi skal opstille nogle fælles retningslinier for vores opførsel i det offentlige rum. Ud over de der allerede er fastlagt ved lov, forstås.
1) Alle I specielle typer der er over 1.60 høje - gå NED bagved. Nej nej, længere ned med jer, cirkusfreaks! Hvorfor mener I, I skal stå oppe foran og ødelægge den ellers fine udsigt for os normalgroede, civiliserede koncertgængere? Hvis I absolut skal være så mutant-deforme og latterligt høje, så hav dog i det mindste skam i livet og bliv hjemme, eller sæt jer ned bagerst, hvor I ikke generer nogen. Jeg synes, det er frækt at man skal blive ved med at sige det til jer. Skam jer dog. Lidt.
2) Teenagere. Hvor skal man dog starte? For det første, er det jo en skoleaften, så hvad de overhovedet laver ude i byen det går over min forstand. De skulle blive hjemme og drikke deres mælk og ligge i deres senge før 21. Jeg forstår heller ikke, hvor de gør af deres indre organer. Hvordan kan de være SÅ tynde? Bare fordi man er 16 har man vel lige så mange meter tarme som os andre?
3) Teenagere der er forelskede. Aj, nu må I styre jer. Få dog et værelse. Det er ikke comme il faut at rage så meget på hinanden foran andre mennesker. Hænderne op af bukserne skattebasser! Der var et par, som virkelig gik til den. Og nu tror I nok, at gamle sure bibliotekar julie bare er misundelig. Hm. Én kan nok godt selv svagt erindre en særlig ung mand engang, der heller ikke kunne holde hænderne fra én selv. Og de dér tungekys, der er så dybe og inderlige, at man nærmest forsvinder ned i halsen på hinanden. Og det er ikke fordi man ikke vil vise hensyn til andre. Det er simpelthen fordi man er så opslugt af sig selv og den anden, at man ikke erkender endsige opfatter at der findes andre mennesker i verden. Det gør der bare ikke. Okay kysse-teenagere; newsflash - der FINDES andre mennesker. Og nogen af os har betalt en mindre formue for rent faktisk at høre musikken og nyde koncerten. Så pak jeres fugtige tunger og jeres infantile plidder-pladder sammen og tag det med hjem på det laksefarvede teenagerværelse, hvor den slags hører hjemme. Nå!
Ja, men så er det en aftale. Næste gang der er koncert, så er vi kun folk under 1.60, men over 20 år. Kun folk med alle organer i behold, og kun folk der kan styre deres lidenskab for hinanden. Fint, så siger vi det. Jeg glæder mig allerede!
#
20. apr 2007 00:26, julie_a
Så er det ved at være sommer og sol-tid og af samme årsag var jeg begyndt at tænke i solbeskyttelse. Især til mit hellige og uskyldige barn, hvis hud er sart og rosenrød og skal beskyttes og holde til hun fylder 102 (som halvdelen af alle piger født nu om dage jo vil gøre, ifølge statestikkerne).
Jeg opdagede det, fordi min datters hænder så så brune ud. Nu er de jo ude på legepladsen det meste af dagen, når vejret er så fint, og derfor gør vi ekstra meget ud af at vaske hænder når vi kommer hjem fra børnehave, og inden vi skal spise. Men lige meget hvor meget jeg skrubbede, så blev hendes hænder ved med at være brune. Da var det, det gik op for mig, at det jo er fordi de har været i solen flere timer dagligt de sidste par uger. Hendes ansigt er ikke brunt, men kinderne har da fået lidt mere farve. Resten af kroppen er jo dækket af tøj.
Nå, men jeg fandt altså vores solcreme frem, den fra sidste år, selv om jeg godt ved det ikke holder sig. Og det var da også en ynkelig, tynd, klam-gul væske, der kom ud af det forsøg. Altså skulle jeg netop til at investere i ny solbeskyttelse, da der tikkede en mail ind fra min bedste nivea-veninde Ditte. Om jeg da måske var interesseret i at teste Eucerins solbeskyttelse, både til mor og datter? I høj grad, jo tak! Med dobbelt husleje osv. vil man jo gerne spare hvor spares kan.
- og her kan jeg lige indskyde, at for at føje spot til skade, så har min bil været holdt gidsel ude i Rødovre et sted i to hele dage! De skulle fikse noget med bremserne og noget med forlygterne, som var skeløjede, inden den kan gå igennem syn. Dér røg så lige de penge stoffer arvede fra sin afdøde onkel i sidste uge...
Nu er solbeskyttelsen så ankommet med bud, til mit arbejde. Mine kolleger var ikke lige så hysteriske over det, som sidst, de konstaterede bare verdenstrætte, at jeg havde haft besøg af min hemmelige beundrer igen.
Det drejer sig om en Sun Allergy Protection Cream Gel SPF 25 til mig selv, hvilket er perfekt, fordi jeg netop har tendens til solallergi, især på ben og arme.
Og en Junior Protection Spray SPF 40 til Klara, hvilket også er perfekt, fordi jo højere beskyttelse til hende, jo bedre. Og fordi jeg tror, det der spray er bedre til når man forsøger at sol-blokke en knap 4 årig. Jeg forestiller mig, at det må være på linie med, at forsøge at smøre en arrig 8-armet blæksprutte ind i enhver form for lotion? Med en spray, så kan man holde barnet ud fra sig i den ene arm, og spraye løs med den anden hånd og så bare håbe man rammer. Måske skal man dække sit ubehandlede trægulv af med en gang malerplast først? Eller kun sol-blokke udendørs...
Så snart solen skinner igen, skal jeg nok lade jer vide hvordan det forløber, både med spraymekanisme og soleksem!
#
19. apr 2007 14:32, julie_a
- eller kort-ish i hvert fald. Det sker, fra tid til anden, at jeg får et flip på mit lange naturkrøllede hår, og synes det hele ligner en høstak.
Så får jeg det klippet af. Til skuldrene. Og det føles så meget lettere og friskere og bedre. Og det krøller meget mere, fordi det ikke er så tungt. Min største frygt i denne verden (næst efter atomkrig og ildebrand) er dog at ende med "konehår". Det vil man ikke. Det er det der med, at vi alle sammen har sådan noget langt, feminint hår når vi møder vores kærester, og så pludselig bliver vi praktiske og satte og klipper håret kort. Konehår. Se bare på kronprinsessen - hun er et glimrende eksempel (selv om hun nu ikke er sluppet så dårligt fra det)
Før:
Efter:
Faktisk er det her ikke mit ideelle billede - jeg synes, hendes nye hår er kortere i virkeligheden, men jeg kan ikke finde et billede af det. Nogen går så meget op i det, at de debatterer det på nettet...
Nå, men har jeg ret eller hvad? Vi klipper os korthårede og mændene keder sig?
#
19. apr 2007 11:29, julie_a
Der er sket det, at jeg har fået en ny lampe. Først så jeg den inde i vinduet i Magasin. Og beundrede den. Og helt tilfældigt, så jeg den igen 3 timer efter, da jeg havde købt det nye BoligLiv og der i så en annonce, der sagde at hvis man købte 3 nr. af magasinet, så ville man få lampen med. For 199 kr. Jeg gik alligvel og lurede på at abbonnere på det blad, efter jeg har indset at jeg er for gammel til Woman og har opsagt det. Og lampen i sig selv koster normalt 349,- så det synes jeg da er en reel besparelse.
Og i dag er den så kommet. Min nye pæne lampe.
Norm 06
Det sjove er også, at man selv skal samle den. Det var faktisk forbløffende underholdende at samle en lampe. Kunne dog godt gå hen og blive en dyr hobby, hvis man så skulle have en ny lampe hver aften. Og hvor skulle man også hænge dem allesammen?
Nå, men den her, den skal hænge i mit soveværelse. Der vil den passe fint ind, til min dejlige seng
Det eneste jeg så mangler nu, er et skab til alt vores tøj. Og mit hvidmalede skrivebord, som min far har fundet og ordnet til mig og som de kommer med i starten af maj. Og så kunne jeg enormt godt tænke mig nogle af de her wall stickers fra Domestic, som importeres af Base 212.
Den ville fungere fint som både kunst og en form for hovedgærde over sengen. Man kan få så mange flotte. Jeg kunne fylde hele lejligheden op med dem, mand! Overalt!
#
17. apr 2007 21:43, julie_a
Også i dén grad. Jeg er rædbrækket, ja jeg er. Og træt. Man skal åbenbart huske at strække ud efter havearbejde...
Jeg har gravet et stort aflangt bed midt i græsplænen og kantet det med nogle pæne grå sten, som stod i garagen og hører til vores del af huset. Så nu er det et højbed. Og i dag har Klara og jeg så sået salat og gulerødder og nogle blomster. Og noget spinat og lidt løg. Klara siger hele tiden, at hun gerne vil hjælpe - hvorefter hun tager mine haveredskaber (frem for hendes egne) og graver alt det op, vi netop har sået.
Som en direkte konsekvens af det, kørte hun så lidt senere en tur i skoven med sin far. Hvor de bl.a. stødte på et vikingehus. Men som Klara siger "alle killingerne (vikingerne) var DØDE! Og de havde LÅST døren!!" Så dem var der ikke meget sjov ved.
I går var vi i silvan og hente en sandkasse og noget sand, så den slags har vi også nu. Det er hun glad for, men hun vil alligevel hellere grave der hvor jeg graver.
Mine hænder ligner noget der er løgn, men jeg kan ikke arbejde med handsker på. Så kan man jo ikke mærke, hvad man laver og det føles meget klodset.
Nede i det nye bed, som jo før var græsplæne, var der en 4-5 store fede hvide larver. Med sorte hoveder og sådan en lidt klam attitude. Nogen der ved, hvem der lægger sine larver i græsplæner? De virkede sure over at blive forstyrret, og en af dem BED Klara da hun tog den op. Hårdt nok til at hun blev forskrækket og pep. Hvilken type laver bider??? Ikke lige, hvad jeg havde forventet fra den kant.
Vi har også samlet snegle sammen, ude i staudebedet. Vi fik en hel spandfuld, som vi så gik ned i parken og hældte ud. Det var den slags med hus på, så de ser jo så søde ud. Men de æder fandme alt. Min mor har sådan nogen rødlige skovsnegle uden hus, og hun koger dem for at myrde dem, når hun finder dem. Det er jeg bare slet ikke parat til.
Hmm.
Ellers var jeg i Odense i fredags, til et bestyrelsesmøde. Det var spændende og interessant og godt. Men jeg egner mig nu ikke til togrejser. Jeg bliver helt uforholdsmæssigt irriteret på de andre passagerer. Men ok, det er også altid mig, der skal sidde ved siden af de fulde svenskere, 8. kl.'erne fra Hirtshals der har været på kjøwenhavnertur, ham den bogstavligt talt åndssvage, der konstant spørger mig om vi snart er i slagelse, og sidst men ikke mindst, den ældre dame der lugter alt for meget af parfume og hele tiden vil fortælle mig alt muligt personligt om hendes datter og svigersøn. HVER eneste freakin gang, mand, sidder jeg ved siden af de typer. Hvilket jo bare bekræfter mig i, at alle normale mennesker tager bilen!
Generelt egner jeg mig ikke til at rejse. Ved ikke om det er det fynske/sønderjydske/vestjydske hjemstavns blod der tager over dér, men jeg er aldrig fløjet nogen steder hen, uden først at kaste op. Jeg får nervøs mave 2-3 dage før jeg skal afsted, jeg kan ikke spise noget de første 4-5 dage fremme på destinationen og jeg kaster så op på afrejsedagen. Da jeg engang tog til Indien mistede jeg også stemmen i flere dage, fuldstændig uden varsel.
#
15. apr 2007 17:15, julie_a
Min påstand er den, at det er sådan, at når man er 15-16-17-18 år, og er en lidende, emotionel, selvfed teenager, så er man på toppen. Man er as good as it gets. Man ved alt, man kan alt, man forstår alt, man SER verden og man ved med sig selv, at man er sit eget ultimative selv. Man bliver ikke klogere eller bedre. Selv alle de af os, der sad hjemme på det rodede huleagtige og meget meget private værelse og hørte Det Elektriske Barometer, mens vi havde ondt af os selv, skrev smertefyldte digte og ventede på at Tine Bryld skulle rede alle trådene ud, selv de mest selvudslettende og usikre af os, troede jo i virkeligheden at vi var Dem Der Havde Forstået Det. Vi var bare så misforståede, mand!
Så fylder man 19 eller deromkring, og man begynder pludselig at leve i den samme verden som alle andre... man indser, at man rent faktisk ikke ved en skid, ikke kan noget som helst og ikke har styr på verden, endsige da sit eget forvirrede selv. Man er pludselig tilbage i den virkelighed man brat forlod som 14 årig, og man erkender, at der er laaaang vej til toppen.
Resten af ens liv bruger man så på, at forsøge at opnå samme dybe forståelse af livet, som man havde som 16 årig.
#
11. apr 2007 22:29, julie_a
Nå, men hvem tror I lige der er træt? Ja, mig. Hvorfor? Fordi jeg tog min kæreste med til fest i går og først kom hjem omkring kl. 06.
Det var en fest med ca. 20 mennesker i en et-værelses og vi lavede ikke andet end at danse fra kl. 21 til 05.30. Jeg havde taget de lilla MJ's med, men værtinden bød mig at danse i strømpesokker pga det lakerede gulv, som hun ikke selv ejer. Forbløffende at se, hvor mange voksne mennesker der går til fest iført strømper med hul på tæerne. Inkl. min egen kæreste. Tss.
De her fester som Maria holder, er altid sjove pga den høje homoseksuelle deltagerfrekvens. De danser bare mere. Og bedre. Og til funky'ere musik. Min kærst' og en der hed Mads var de eneste hetero mænd, og det fejrede de ved at stå i et hjørne med spredte ben, en hånd i lommen og den anden hånd om en dåseøl. De morede sig jo på deres egen måde, og i hvert fald morede de sig nok til, at omkring kl. 01 havde min ellers så hærdede og livskloge kæreste drukket sig så gevaldig en kæp i øret, at han blev dårlig. A la en 14 årig. Vi var helt enige om, at han bare skulle tage hjem og at jeg bare skulle blive, da han først gav sig til at kaste op i en altankasse.
Men faktisk var jeg slemt skuffet, for han var lige begyndt at danse og jeg var blevet stillet ting i udsigt. Intime ting. I stedet måtte jeg slå mig til tåls med at blive bøssedanset resten af natten. Nå.
Men omkring kl 3 gik nogen andre hjem, og nye folk ankom, som jeg ikke kendte. Men de var sjove. To af dem hed Anders og de gik ud efter mere øl og kom tilbage med et lille kakkelbord. Som de sagde, så var det da det mindste de kunne gøre. Det manglede bare.
To solariefyre skulle videre til Luux, men først hældte de dyr rødvin ud over et hvidt gulvtæppe, og forsøgte at redde misæren ved at hælde dyr toscansk specialsalt ud over, og dernæst mase en uldplaid ned i det hele, for ligesom at skjule misgerningen. Sær sær strategi. Værtinden vidste ikke, om hun var mest sur over tabet af rødvinen, ødelæggelsen af tæppet, tabet af dyr special salt eller pletterne på plaiden. Lige inden de gik, pegede den ene af dem på mig, og sagde "dig kender jeg da?!" Følelsen var ikke gengældt.
En af bøsserne betroede mig, at han synes min kæreste er lækker, og jeg var meget enig, så vi fik lidt tid til at gå med at lovprise den fraværende 14 årige amatørdrikker. Jeg mødte to piger, som jeg ikke kender, men som jeg fik lidt af et crush på og som jeg håber jeg ser igen til næste fest. Min tiltagende fuldskab ledte til sms-kontakt med gammel ven, som jeg ikke har set i lang tid. Måske et år? Han var glad og ringede op - og var også til fest og fuld. Jeg fik et telefon nr. på en fyr, der gerne vil leve af at være dj med klassisk musik. Tænkte det måske var noget for et arrangement på biblioteket?
Omkring kl 4.20 fandt jeg mig selv i en sofa, i en dyb samtale omkring præventionsformer, med en gift mand der gerne vil have børn. Ved egentlig ikke hvorfor vi så talte om prævention? Burde vel være mere relevant med det modsatte?
Nå, men kl. 5.30 lukkede festen og jeg cyklede hjem under en smuk lysere blå himmel og et kor af morgenfriske fugle, der mindede mig om sommerfester i 3. g. Er det virkelig så længe siden, at jeg er cyklet hjem på den tid af døgnet?
Vel hjemme fandt jeg min stakkels slagne mand på sengen, stadig iført alt sit tøj og sko. Men i det mindste havde han da sovet det meste af natten, og var frisk-ish da barnet blev afleveret her på adressen omkring kl 10.30.
Heldigvis fik mand og barn venner på besøg (anden mand og hans barn) og tog afsted på legeplads, så i praksis betyder det, at jeg lå i min seng indtil kl 16. Men jeg fik ikke sovet, for åbenbart har samtlige analysebureauer rottet sig sammen om at udfritte mig for min mening om alt mellem himmel og jord, og de må have udarbejdet en turnusplan, for de skiftedes så glimrende til at ringe med ret præcise intervaller gennem hele dagen.
Nu, en familiepizza og en cola senere (ja, cola, så sagsøg mig dog!) er jeg endnu mere træt, men stille og roligt på vej op af mit alkohul. I morgen venter nye udfordringer, i form af svigerfamilie komsammen og det store kolde bord. Hvis der er snaps, får den min store kolde skulder.
#
8. apr 2007 20:37, julie_a
ja ja, jeg ved det godt, jeg er jordens mest elendige blogger ever. Aldrig nogen sinde skriver hun et indlæg, den dovne sæk. Nå, godt ord igen så, men det er altså fordi min unge er syg. Hun har høj feber hele tiden. Nogen gange falder den lidt og så stiger den igen. Stod det til hende, så hang hun på mig som en koalaunge døgnet rundt, men det er så som så med det nuttede i det, når hun nu efterhånden vejer 17 kg. Og godt nok er jeg muskuløs og den slags, men alligevel.
Det værste er, at når hun har så høj feber, så tør jeg ikke lade hende være alene om natten, og så giver jeg efter for at hun gerne vil sove i vores seng. Og så ender stoffer på madrasser på gulvet. Det synes jeg, er et ret dårligt bytte, men på den anden side, så er det jo vigtigt at holde øje med små børn med høj feber. Og om det er den ene eller den anden af dem, der vækker mig kontinuerligt natten igennem, med deres baskende arme og vilde benspjæt, kan jo være hip som hap.
Nå, nu fik jeg lige sådan et deja vu - har jeg skrevet det her indlæg før? Jeg synes det, men det er da vist bare noget med ens hjerne som går i hak, ikke? Og genudsender ting?
Den genudsender simpelthen ting nu... det er da et meget godt tegn på, hvor lidt jeg oplever? Jeg keder selv min hjerne.
Hm.
Meningen er, at vi skal lidt til fyn i påsken og det gør vi også. Om hun har feber her eller der, kan være det samme. Måske er det endda bedre at have feber dér, for så er vi fem voksne (os inkl. mine forældre og min søster) om at forkæle hende. Plus de har altid is i fryseren.
Lørdag senest kommer vi tilbage, for så skal vi til fest og klara skal sove hos en veninde for første gang. Hvis hun er rask. Hun glæder sig ellers ret meget. Jeg er mere sådan spændt. På den ganske lidt nervøse måde. Ikke fordi hun skal passes og sove ude, det har hun jo gjort tusinde gange. Men fordi hun skal sove sammen med en jævnaldrende. Det er ikke noget jeg har personlig erfaring med, men kan det ikke være temmelig vanskeligt at få to 3,5 årige til at sove samtidig?
Nå, men det er det, der er. Hvis jeg frit kunne vælge, ville jeg hellere skrive noget om heftig erotik, drinks og dans døgnet rundt, sushi, faldskærmsudspring og rejser til Firenze og New York. Og lidt om noget med noget succes og nogle nye spændende mennesker. Men den slags er der intet af, så det må I finde andre steder eller selv fantasere jer til. Her gør vi en dyd ud af almindelighederne. Og jo, jeg har tørret tøj udenfor i dag.
#
4. apr 2007 17:17, julie_a
Hmm, drømte i nat at jeg havde født en lille pige. Lige pludselig. Og min største bekymring i den forbindelse var 1) hvordan jeg dog skulle forklare det på bloggen, fordi jeg havde slet ikke nået at blogge om at være gravid eller noget, og jeg var bange for at ingen ville tro på mig.
Og 2) hvordan i alverden jeg skulle forklare mit arbejde, at jeg altså skulle på barsel NU, for de vidste jo heller ikke at jeg havde været gravid. Det vidste jeg jo ikke engang selv.
Og her vil jeg godt slå helt fast, at det er jeg ikke. Der er ingen tvivl. Men måske er det fordi jeg er begyndt at læse med her på
Appelsinen i min turban, og så er jeg måske ved at blive ret skruk? (sorry chef, men du vidste jo det ville ske før eller senere).
Nå, men den tid den sorg, eller hvad man nu skal kalde det. Man er jo nok nødt til at starte fra starten af med kvalme, spændinger, ben der er ved at falde af osv. Og så smerten og svien og den manglende nattesøvn og skrigeriet. Og mælken der lækker alle vegne og gylperiet og bæ over alt. Og skrigeriet. Fik jeg mon lige kureret mig selv for den lyst dér?
#
1. apr 2007 10:13, julie_a
